Interview: Mendy trives med Real Madrid ambitioner  

Op til udeopgøret mod Atalanta blev Mendy interviewet af Marca. Her fortalte den franske venstre back om sin tid i Real Madrid og om sine forventningerne til opgøret.

I et spørgsmål om Atalanta svarede Mendy:
- Jeg har set dem spille. De scorer mange mål, især på hjemmebane. De søger at få en-mod-en situationer.

Og videre, at:
- Ja, vi ved, at de vil angribe, som de altid gør. Vi vil forsøge at forsvare godt, men også at true i deres felt.

Mendy bliver spurgt om, han er bekymret for, om Real Madrid kommer til at lide pga. de mange skader:
- Nej, det er jeg i hvert fald ikke. Vi skal fortsætte ufortrødent med det, vi har. Og vi kommer til at gå efter et godt resultat med de spillere, vi har.

Mendy virker altså fortrøstningsfuld og klar til at tage opgaven på sig. I et spørgsmål om sit forhold til presset i Real Madrid svarer Mendy ærligt: 
- Jeg troede ikke, at det ville blive så krævende. Jeg vidste, at man altid skal vinde, men kritikken… Selvom jeg ikke helt forstår, hvad de [pressen] siger, så er der altid en meget kritisk tone, når der er et nederlag. Hvis man taber, så overreagerer de, og det chokerede mig for at være ærlig.

Om hvad Mendy bedst kan lide ved Real Madrid:
- Viljen til at vinde, Santiago Bernabeu… selvom vi ikke har spillet foran vores fans i noget tid. Men ambitionen om at vinde er det, jeg bedst kan lide”

I interviewet kommer Mendy altså godt rundt om livet som Real Madrid-spiller. Han udtaler også, at han har været inde i en tilvænningsperiode i spansk fodbold, der ifølge ham er mindre fysisk, men mere teknisk krævende. Mendy har været et de nye spillerindkøb, der har præsteret bedst, og det lader til, at han trives i klubben, hvilket er vigtigt for at præstere i det lange løb og at udvikle sig. Han forventes at få en stor rolle i defensiven i morgendagens kamp mod Atalanta kl. 21:00.

Seneste artikler...