Marcas brugere: Real Madrid er favoritter i LaLiga
Atlético Madrid har smidt fem point i deres seneste to kampe, begge mod Levante, og nu mener Marcas brugere, at Real Madrid er favoritter til at løbe med det spanske mesterskab.
Lige nøjagtigt mener 50% af de deltagende brugere, at Real Madrid, som har vundet fire kampe i træk, nu må betegnes som favoritter, trods Atléticos forspring på tre point med en kamp i hånden.
34% af de adspurgte har stadig Atlético Madrid som favoritter, mens Sevilla følger efter med 9% af stemmerne. Barcelona må tage til takke med fjerdepladsen med 7% af stemmerne.
Som det ser ud lige nu har Real Madrid spillet en kamp mere end de tre andre hold, men Barcelona spiller deres udsatte kamp (mod Elche) i morgen, mens Atlético og Sevilla spiller deres udsatte kampe i marts mod hhv. Athletic Club og Elche.
Atlético Madrid har et krævende program det næste stykke tid. De har bl.a. to Champions League-kampe mod Chelsea, Villarreal ude, Real Madrid hjemme, Athletic hjemme og Sevilla ude på halvanden måned.
Barcelona har ligeledes vanskelige kampe inden for en overskuelig fremtid. Sevilla venter allerede i weekenden, Real Sociedad om en måned og altså Real Madrid i april. Sevilla har, udover Champions League, altså naturligvis også kampe mod Barcelona og Atlético Madrid.
Real Madrid går også selv et par vanskelige kampe i møde. I morgen venter som bekendt Atalanta, mens Real Sociedad kommer en tur til Madrid på mandag. Allerede weekenden efter skal man en tur til Wanda Metropolitano for at møde Atlético Madrid.
I runde 35 mødes Barcelona og Atlético Madrid i Barcelona, og Real Madrid møder Sevilla på Estadio Alfredo Di Stéfano.
Ovre på vores Twitter-profil har man ligeledes kunne stemme på, hvem der er favoritter til at vinde LaLiga. Her mener 50,7%, at Atlético Madrid er favoritter. 47,8% hælder til Real Madrid. 1,5% ser Barcelona som favoritter, mens ingen tror på Sevilla.