Ancelotti, har du intet lært?

Lørdag. Uret viser 17.15. Min sindstilstand skifter fra barnagtig forventningsglæde til direkte afmagt.

Hvorfor det gik sådan vender vi tilbage til om en stribe sætninger!

Marca og AS har her dagen ovenpå gårdagens El Clásico haft meget travlt med at vise særligt en situation fra utallige vinkler: Mascheranos mildest talt klodsede skub i ryggen på Cristiano Ronaldo. Og ja, naturligvis var der straffespark, og det forekommer unægtelig underligt, at Undiano Mallenco undlod at pege på pletten.

Men straffesparket blev ikke dømt, og det må vi forholde os til. Det nytter altså ikke noget at sidde og flæbe over på diverse internetfora efter kampens afslutning!

Et fortravet udtryk hedder, at hvad der tabes på gyngerne, vindes der på karrusellen.

I aftes sad Real Madrids spillere desværre fast i førstnævnte, og nok blev vi isoleret snydt for et straffespark, men nogle gange kunne det være rart, hvis ikke vi som tabende fodboldhold led af akut kollektivt hukommelsestab. For ærlig talt, vi skal jo ikke mange runder tilbage, hvor det var vores modstandere, som blev forfordelt – i hvert fald er jeg ret sikker på, at Elche ikke følte sig særligt tilfredse med Muñíz Fernandez. Med særdeles god grund i øvrigt.

Og ja, kampen i går var sikkert endt anderledes, hvis vi havde fået vores retmæssige straffespark og hvis Benzema umiddelbart efter havde hamret sit dommedagsdrøn i nettet, men sådan gik det ikke. Desværre.

 

Penalti!!! Desværre var Undiano Mallenco ikke enig.

 

Igen kan vi jo så pege på, at vi mod Levante havde alt tænkeligt held, da Cristiano Ronaldo efter 94 minutter afsluttede og via både modspiller og stolpe fik sendt en afslutning i nettet.

Sådan er der så meget, og det er min overbevisning, at den slags udjævner sig over en sæson. Barcelona har været beskyttet godt af dommerne indtil videre, og vi havde i aftes ikke de kampafgørende detaljer med os, men med omtrent 30 runder tilbage, så er der ingen tvivl om, at vindene vil vende op til flere gange, men det er charmen ved fodbold og en del, vi ikke kan ændre på – måske endda heldigvis?

Hvad vi til gengæld kan gøre noget ved (og her kommer vi til det med min svingende sindstilstand) er vores taktiske oplæg, og her fejlede Ancelotti alvorligt i sin første store test: Nok er jeg kun lægmand, men alligevel ved jeg, at FC Barcelona argumenteret set er verdens bedste fodboldhold, når de får lov til at have bolden ved fødderne og udføre deres, javel dræbende kedelige og utroligt useværdige boldflytteri, men ingen kan modsige påstanden om, at det er hamrende effektivt. Derfor kan det også undre mig, at Carlo Ancelotti frivilligt vælger en opstilling, hvor man i udgangspunktet hellere vil forsvare og spille pindsvinefodbold frem for at angribe Barcelona og stresse dem over hele banen.

I mit hoved havde jeg håbet på at se Isco frem for en Bale, der stadig er langt fra topformen og at se Illarra fra start i stedet for Pepe. Hvilket så også ville have placeret Ramos i forsvaret ved siden af Varane, og dermed have givet os den mere klassiske 4-3-2-1 formation. Vi er trods alt bedst mod Barcelona, når vi angriber højt og vælter ind som en skydegal sheriff på den lokale saloon og skyder i alle retninger.

Netop denne metode havde Mourinho i slutningen af sin regeringsperiode trods alt stor succes med, og det kan i den grad undre, at Ancelotti ikke har sat sig ind i de foregående El Clásicos, og luret, at Berlinmurs-modellen før eller siden vil gøre som det oprindelige murværk og slå revner.

Ikke overraskende ændrede forholdene sig i går da også først, da italieneren hev komplet malplacerede og pasningssvage Sergio Ramos ud for den mere boldholdende og dynamiske Illarramendi.

Desværre var det alt for sent, og nu er vi igen seks point efter FC Barcelona.

Ikke et forspring, som er uoverstigeligt, slet ikke faktisk, men det kræver, at Ancelotti ræsonnerer over gårsdagens kamp og lærer af sine fejl. Real Madrid er ikke skabt til at pakke sig og spille resultatfodbold; med vores historiske storhed bør vi altid gå efter sejren på en offensiv og sprudlende facon. Det mangler Ancelotti at forstå, men han kan være helt sikker på, at han ikke vinder mange madrilenske fodboldhjerter med gårsdagens indstilling. Sket er dog sket – så nu må holdet kigge fremad og for første gang i år finde en brugbar rytme.

Men i går aftes blev det helt tydeligt, at Real Madrid har lang vej, før tingene for alvor bliver gode.

Jesé fik mod slutningen scoret sit første La Liga-mål, men det var desværre ikke nok til point.