Casemiro slår sin egen målrekord i LaLiga

Med sit mål imod Osasuna i lørdags kom Casemiro op på seks ligamål i sæsonen, og dermed overgår han sin rekord på fem ligascoringer på én sæson, som han opnåede i 2017/18-sæsonen.

Brasilianerens første ligamål i sæsonen kom i ellevte spillerunde imod Alavés på hjemmebane, og derudover scorede han også i hjemmekampene imod Atlético Madrid og Granada. Efterfølgende scorede han på udebane imod Alavés og Real Valladolid, inden han altså igen scorede i lørdags.

I alle turneringer er det blevet til syv scoringer for Casemiro, da han også scorede et af de to vigtige mål i det sene comeback imod Borussia Mönchengladbach i gruppespillet i Champions League. 

I skrivende stund er Casemiro holdets næstmest scorende spiller i sæsonen efter Karim Benzema. I LaLiga-sammenhæng har den stærke ankermand scoret 23 gange for Los Blancos, hvor det første blev scoret på udebane imod Las Palmas i marts 2016. 

Seneste artikler...

Annonce