Rygtetid: Tottenham vil beholde Bale

Gareth Bale scorede i weekenden hele tre gange imod et særdeles bovlamt og allerede nedtrykket Sheffield United-mandskab, og til Real Madrids held medvirker det muligvis til, at Tottenham ønsker at have waliseren i folden igen i næste sæson. 

I Real Madrid har Bale kun kontrakt i ét år mere, til 30. juni 2022, hvorefter begge parter endelig kan komme videre, og ifølge MARCA kommer Bale altså muligvis ikke til at trække Real Madrid-trøjen over hovedet igen. Det er på trods af, at han for nylig var ude og udtale, at han brugte sin engelske hjerteklub som træningslejr forud for sommerens EM-slutrunde, hvorefter han ville vende tilbage til Madrid.

Ifølge Daily Mail agter Spurs-formand, Daniel Levy, at friste klubbens kommende manager med udsigterne til at have Bale i truppen i 2021/22-sæsonen, men i så fald skal der nok forhandles om, hvorvidt Real Madrid kan få nogle penge for Bale, eller om man blot skal tage til takke med at komme af med hele eller dele af hans enorme lønpakke som følge af en sidste lejeaftale. 

Seneste artikler...

Annonce