Marcelo udligner Roberto Carlos' kampantal

Som så mange gange før i de seneste par sæsoner var det ingen flot præstation, som Marcelo fandt frem i går aftes imod Sevilla, men kampen markerer dog en milepæl for brasilianeren, som i sine velmagtsdage markerede sig som en af historiens bedste venstrebacks. 

Kampen var nemlig nummer 527 for Marcelo i Real Madrid-trøjen, og dermed udligner han sin landsmand og tidligere venstreback-kollega, Roberto Carlos, på andenpladsen over udlændinge i Kongeklubben med flest kampe. Foran sig har han nu blot Karim Benzema med 556 kampe, der i de senere sæsoner har distanceret Marcelo betragteligt.

358 af Marcelos kampe har været sejre, og undervejs har han scoret 38 gange. Kampene fordeler sig på 373 i LaLiga, 99 i Champions League, 34 i Copa del Rey, otte i VM for klubhold, fire i den europæiske Super Cup og ni i den spanske Super Cup. 

Marcelo har gang i sin 15. sæson i Real Madrid, som han kom til i januar 2007. Han har vundet 22 trofæer i form af fire Champions Leagues, fire VM for klubhold, tre europæiske Super Cups, fem ligatitler, to Copa del Reys og fire spanske Super Cups. 

Efter Benzema, Carlos og Marcelo på listen over udlændinge med flest kampe følger Cristiano Ronaldo med 438 kampe, Alfredo Di Stéfano (396) og Luka Modric (388). 

Seneste artikler...

Annonce