Besværlig opgave med nedskæring af spillertruppen

Real Madrid har udlejet Brahim Díaz til Milan, men man har fortsat 28 førsteholdsspillere i klubben, og derfor skal der trimmes yderligere til den kommende sæson i spillertruppen, og i den forbindelse oplister Marca en række spillere, som Real Madrid formentlig er interesserede i at sende videre i karrieren. 

Først og fremmest er der de dyre drenge, Gareth Bale og Eden Hazard, men de kan begge blive svære at rykke. Hazard vil angiveligt fortsat bevise sit værd i Real Madrid, og Bale har muligvis fået mod på tilværelsen i Real Madrid efter Zinedine Zidanes afsked, selvom han i sit sidste kontraktår formentlig ikke bør se frem til holdets hjemmebanekampe, når der er tilskuere på lægterne. 

Derudover er der reserveangriberne Luka Jovic og Mariano Díaz. Også her forlyder det, at begge spillere ønsker at blive i klubben. Milan har været meldt interesserede i Jovic, men en handel er blevet mere tvivlsom, efter de for nylig hentede Olivier Giroud i Chelsea. Man må dog formode, at han med sine 23 år ikke ligesom Mariano er indstillet på at spilde et helt år yderligere uden at få spilletid i skyggen af Karim Benzema. 

På midtbanen har der ikke været store forhåbninger til Isco og Dani Ceballos, men førstnævnte ligner en mand, der er gået på en charmeoffensiv med at bevise, at han fortsat har niveau, hvorfor han måske ikke er indstillet på at skifte. Ceballos kan dog blive nemmere at komme af med, idét han flere gange har udtrykt et ønske om spilletid, hvilket det ikke er sikkert, at Ancelotti vil love ham i Real Madrid.

Derudover er der det tidligere måske mest oplagte salgsemne i Jesús Vallejo, men han ser nu ud til at være et sikkert kort i førsteholdstruppen, hvis Raphaël Varane som forventet skifter, og derfor skal man formentlig finde andre steder end i centerforsvaret at skære i truppen. 

Seneste artikler...