Store salg sikrer Real Madrids økonomi

Siden Real Madrid i 2019 investerede 300 millioner € i truppen med købene af Eden Hazard, Eder Militao, Luka Jovic, Ferland Mendy, Rodrygo og Reinier, har der været stille på transfermarkedet for klubbens vedkommende.

I hvert fald på købs-siden, for med Corona-krisens indtog var Real Madrid nødt til at sælge ud af talenterne for at klare sig gennem skærene og takket være sidste sommers salg og denne sommers farvel til Varane og Martin Ødegaard, er der nu kommet 180 millioner € i klubkassen.

Sidste sommer måtte man sige farvel til Reguilón (30 millioner €), Achraf (45 millioner €) og Óscar Rodríguez (13,5 millioner €), samt en lang række salg/udlejninger af andre spillere og det gav en samlet indtægt på mere end 100 millioner €, hvilket var medvirkende til, at Real Madrid på trods af Corona-krisen kunne komme ud af regnskabsåret med et lille plus.

Denne sommer er Varane solgt for 40 millioner € og man forventer at få det samme for Martin Ødegaard og de seneste to sæsoners salg af spillere kan kanaliseres direkte over i køb af nye spillere, hvor først og fremmest Kylian Mbappé står først på listen.

De tre foregående år før Corona-krisen solgte man hvert år spillere for over 100 millioner €.

Seneste artikler...

Annonce