Om kvæg, smurte sandwich og fordomsfulde journalister
Så tæt kom vi på ham. Verdens - måske - bedste fodboldspiller, og om ikke andet ham med mest tid til alle.
I den sagnomspundne gamle idrætspark. Der, hvor legender er blevet skabt og helte ydmyget, hører man ikke en lyd.
Sæderne er tomme, himlen mørk og de få personer, der stadig befinder sig rundt om på tribunerne går iklædt orange veste og samler affald i bunker.
Tilskuerne har for længst taget turen ned af de iskolde betontrapper, ud i den københavnske nat, alt imens den sidste slagsangs sidste ord er strøget til himmels forklædt i cigaretrøg, bristede drømme og stanken af urin.
Alt virker tomt, øde og omsvøbt af manglen på menneskelig tilstedeværelse. Og så alligevel.
For et sted inde bag de tygge mure er lyset stadig tændt. Her er der gang i bærbare computere, frisksmurte sandwich og diskussioner om kampens højdepunkter. ’Presserum’ står der på døren, først på dansk, siden på engelsk. Bag den hvidmalede dør skiftevis står og sidder skriverkarle, tv-kommentatorer og tidligere fodboldprofiler rundt om en række sirligt opstillede arbejdsborde.
Alle er de her. Lige fra Onda Cero, over AS og Marca til Real Madrids egne udsendinge fra både TV og hjemmeside. Alle er de her. Stadigvæk. I venteposition.
Det blev både til en hurtig 'chat' og dette billede af målmandstræner Vecchi.
22:57.
Det står der på uret i hjørnet af computerskærmen. Før rejser en sig. Så en til. Og pludselig opstår der er en decideret folkevandring. Ned ad. På niveau med græstæppet. I samme hjørne hvor spillerne forlod banen for en noget, der i mistænkelig grad minder om 30 minutter siden.
Kameraerne danser i takt med mikrofoner, kuglepennes insisterende kliklyde og en skude af en bus med ’Lyngby’ tatoveret på siden.
En dør går op. Journalisterne vokser et par centimeter, men falder hurtigt ned igen. Det var ikke ham. Her vækker Jesé Rodríguez ikke megen genkendelse. Et par overmatchede danskere kigger ud, og de nationale medier stiller straks standardspørgsmålene; hvordan oplevede du kampen, hvordan var det at møde dem, og hvordan oplevede du …?
Marcelo var en af de sidste, der kom frem fra dybet. Alligevel fandt han tid til interviews og et styks øjenkontakt med vores mobilkamera.
Flere kommer de både danskere, spaniere og dem midt i mellem. Xabi Alonso og Arbeloa kommer forbi med kort mellemrum. Jeres udsendte får et pænt goddag og et ’beklager meget’ til forespørgslen om et interview. Det er nøje udvalgt, hvem der må sige noget. Nacho må gerne, og han fortæller om en svær bane, en god modstander og en tilfredshed med resultatet. En plade, der er gået i hak, hedder det vist. Mens han snakker spansk, hilser på venner i mediebranchen og trykker et par hænder lister Zidane, Butrageño og Ancelotti snert forbi Madridista.dk’s mand på stedet. I øvrigt sammen med Paul Clement og den altid smilende Vecchi.
En tilfældig hjemmebaneprofil forklarer om karrierens største kamp, da han endelig træder frem fra katakomberne under Parken. Ham de alle vil have, men som ventes at skynde sig ind i bussen fra Lyngby. De ved jo fra TV, hvor arrogant og selvfikseret han er.
Først stopper han ved et kamera, så et til, så en radiomedarbejder, et kamera mere, et par billeder fra et lokalt medie, to kvindelige spanske journalister, der gerne vil have foreviget øjeblikket med superstjernen, så et smil til undertegnede, et hurtigt interview med en tyrkisk avis, et par billeder mere og til slut et par håndtryk og et par kække bemærkninger til horden af overrumplede journalister; er han virkelig sådan i virkeligheden?
Snart efter sidder han i bussen. Lige ved siden af Pepe. Cristiano Ronaldo – overskudsmenneske som ingen anden. Tager chancen, lister ned langs siden af bussen, kameraet fremme. Vinker til ham. Han vinker igen. Finder kameraet frem. Hvordan reagerer han? En thumbs up, klassisk, tilnærmelsesvist ikonisk, et par hurtigere billeder. Et vink mere. Portene bliver åbnet, bussen bakker, væk, ud i mørket, journalister fortrækker til presserummet, diskuterer optrinnet, kaffen er stadig varm, natten er kold, men et sted derude sidder verdens største klub i en bus med ’Lyngby’ skrevet på siden på vej mod et fly, på vej væk fra Danmark, men med visheden om, at de lige har gjort et helt pressekorps en kæmpe oplevelse rigere.
Og der sad han så. Med guldur, charmeklud og overskud.
