Kylian Mbappé: »Jeg har aldrig accepteret at fejle« — 10 år som professionel og et ærligt blik på Real Madrid

Kylian Mbappé gav for nylig et åbenhjertigt interview til L’Equipe, hvor han ser tilbage på sine ti år som professionel fodboldspiller og fortæller om sine første dage i Real Madrid. Den franske angriber taler om ambitioner, pres, penge og de svære sider ved livet som stjernespiller — som han aldrig har ønsket at lade definere ham.

»Har han ret til at fejle?«

»Nej. Men derfor respekterer man dig også. Fordi du accepterer det hele, er resilient og altid vil vinde. Jeg har aldrig ønsket at acceptere nederlag, så det generer mig ikke at blive kritiseret for det. Jeg er meget krævende over for mig selv, mere end de fleste, så jeg tager det meget roligt,« siger Mbappé.

Penge kan ødelægge meget

»Ja — penge kan ødelægge det hele. Jo flere penge du har, jo flere problemer får du. Der er folk, som ikke ser, at dit liv ændrer sig; de vil bevare billedet af dig som barn, som dengang du var sammen med dem… Men du er ikke længere den samme. Du får ansvar, forpligtelser, et job og regnskaber at gøre op. Hvis nogen følger dig på rejsen, er det en smuk historie. Det er godt at nå toppen med den samme familie og et tillidsfundament. Men nogle gange fungerer det ikke, og så må man være i stand til at sige det. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er nogen brudt tillid — bare at relationen ikke fungerer. Det er sværere at sige end at gøre, og det er et problem, mange sportsudøvere og offentlige personer står overfor.«

»Jeg er fatalistisk med fodboldverdenen, men ikke med livet. Livet er fantastisk. Fodbold er, hvad det er. Folk, som går på stadion, er heldige — de kommer kun for at se et show og kender ikke, hvad der foregår bag kulisserne. Ærligt talt: hvis jeg ikke havde passionen, havde fodboldverdenen vækket væmmelse hos mig for længe siden.«

Har han en »hof« omkring sig?

»Nej, nej. Man er aldrig konge. Jeg har været heldig at tjene meget, men jeg har aldrig følt mig som konge. At man fik frie tøjler, at man fik lov til alt — når man så skal sige nej, må man sige nej. Mine familiemedlemmer siger faktisk oftere ’nej’ end ’ja’ (han ler). Jeg bliver altid overrasket, når de siger ’ja’.«

Ingen hurtig vej til ægteskab — var det et valg?

»Nej, det var mit valg. Alle bygger deres liv forskelligt. Jeg valgte at gøre fodbolden til mit liv og ville maksimere min karriere. Måske tager jeg fejl… (smiler). Måske har jeg ret. Kun fremtiden kan sige det. Når man vælger, er det lettere at acceptere resultatet.«

Kan du forestille dig at have børn, der hader fodbold?

»Forhåbentlig ja (griner). Men et fodbolden vil desværre nok aldrig være langt væk. Under alle omstændigheder ville jeg aldrig anbefale mit barn at gå ind i fodboldverdenen.«

Hvornår græd han sidst?

»Sidst jeg græd på grund af fodbold… jeg græder kun, når jeg er skadet. Nederlag fortjener man på den ene eller anden måde; ingen fortjener en skade. Den sidste gang, jeg næsten græd for fodbold, var da vi med PSG tabte til Manchester City i returkampen i semifinalen i Champions League i 2021. Jeg spillede ikke. Jeg følte mig ubrugelig. På bænken føltes jeg som en VIP-konkurrencevinder. I de øjeblikke: hvad adskiller dig fra millioner af folk, som ser dig i fjernsynet? Intet.«

Den franske landsholdstrup i dag

»Det er det mest talentfulde hold, ja. Men det stærkeste? Ikke endnu. Det hold med størst potentiale? Ja — det er uendeligt. På alle positioner har vi spillere, som starter i verdens bedste klubber. Men som hold er vi endnu ikke stærkere end det verdensmesterskabshold fra 2018 eller det hold, som nåede finalen i 2022. Har vi potentialet til at blive de bedste? 100 %. Om vi bliver det, afhænger af os. Vi må være ambitiøse, når vi har spillere af denne kaliber.«

Zidane som landstræner?

»Med ham skal man ikke komplicere det. Det er Zidane. Ingen vil sige nej til ham. Kun han kan gøre det. Hvis det er ham, så fint — og hvis det er en anden, også fint. Men historisk set har han næsten alle rettigheder i fransk fodbold.«

Om episoden i Stockholm

»Det bekymrede mig ikke. Det var trist at se folk udnytte et så alvorligt emne. For mange kvinder oplever desværre sådan noget til dagligt, så det er forkert at jagte sensationelle overskrifter. Ingen spurgte, hvad der egentlig var sket for den mulige ofrer. Og da alle kunne se, at jeg ikke var involveret — hvad skete der så? Hun var i en elendig situation, ingen vidste hvor hun var, og det var ligegyldigt. Det er et følsomt emne, og det gjorde mig ked af det. Jeg vidste, at det ville gå godt, fordi jeg ikke var involveret; politiet ringede aldrig til mig, mit navn blev aldrig nævnt. Fra starten vidste jeg, at det ville ordne sig, men det er kompliceret — især for dem tættest på, og især for kvinderne omkring mig. Når man taler om sådan noget, tænker nogle: ’Og hvis der var 1 % chance for, at han gjorde det?’ Det gjorde ondt. Jeg havde intet med det at gøre. Reaktionerne var menneskelige fra kvinderne omkring mig, fordi alt for mange har oplevet lignende ting. Jeg måtte acceptere det, tie stille og gå til træning. Nogle gange ser man kommentarer — men man accepterer det. Carlo (Ancelotti) sagde, det var uretfærdigt. Jeg svarede: ’Hvad kan jeg gøre udover at lade det passere og score mål?’«

Konflikten med PSG om løn

»Det var min ret i henhold til arbejdsret. Proceduren gav indtryk af, at jeg ville skade PSG. Jeg underskrev en kontrakt — jeg ville bare have min løn. Jeg har intet imod PSG, jeg elsker klubben, og jeg har venner der. Men det var den eneste måde at få det, jeg havde fortjent for mit arbejde. Da pengene ikke kom, kan du se det. Jeg kunne have lavet en skandale, mens jeg var der, men jeg vurderede, at det ikke var det værd. Men når du ser, at du ikke får betalt, så må du reagere.«

Gjorde det ondt, at PSG vandt Champions League?

»Jeg har venner i holdet, og dem, der kender mig, ved, at venskab er vigtigt. Man kan ikke spytte på et hold, hvor ens venner spiller — heller ikke hvis det ikke var PSG. Min tid der sluttede, og jeg gik uden fortrydelse. Selv de fejl, jeg begik, er en del af min historie. Da jeg spillede der, var vi tæt på — to semifinaler og en finale. Vi vandt ikke, og min tid var forbi. Real Madrid kaldte på mig; det har altid været min drøm; jeg kunne være taget tidligere…«