Referat: Bayern München - Real Madrid 4-3, CL, kvartfinale, 2. kamp
Real Madrid er færdig i dette års Champions League efter et nederlag på 4-3 i München.
Inden vi går til selve referatet, vil denne skribent gerne sende en tak fra hjertet til Bayern München, som før kampen var med til at hylde afdøde José Emilio Santamaría med et minuts stilhed på Allianz Arena. Det er en storklub med klasse.
Kampen fik en vanvittig start, da Manuel Neuer var uopmærksom et øjeblik og fik sendt bolden mod en medspiller, men han havde ikke set, at Arda Güler kunne opsnappe bolden og det gjorde den unge tyrker, hvorefter han kunne sparke bolden i det tomme mål. Da var der spillet 35 sekunder!
Dermed fik Real Madrid en drømmestart i et opgør, hvor Arbeloa skal roses for at stille med et meget offensivt hold, som skulle forsøge at tage kampen mod Bayern Münchens ind i mellem vaklende defensiv. Det betød en startopstilling med både Güler, Bellingham, Brahim, Vinícius og Mbappé.
Men drømmestarten skulle ikke var mere end fem minutter og igen var det en gevaldig målmandsfejl, som var udslagsgivende. Bayern München fik et hjørnespark, som man sendte tæt ind under mål og her var Lunin fuldstændig fejlplaceret, og helt inde på mållinjen kunne Pavlovic heade bolden i det tomme mål. En uhørt svag målmandspræstation.
Udligningen rystede for en kort periode Real Madrid, som overlod initiativet til tyskerne og de kom også frem til flere chancer, men Lunin er heldigvis markant bedre til deciderede redninger end til at dominere eget felt.
Arda Güler var dog ikke færdig med at brillere og omkring den halve time fik Brahim Díaz tilkæmpet sig et frispark lige uden for straffesparksfeltet og den lille store tyrker hamrede bolden op i målhjørnet. Ud over de to mål, leverede Güler også en stor arbejdsindsats defensivt og han passede egentlig meget godt ind sammen med Bellingham, som også løb og løb.
Men igen skulle føringen ikke holde længe, for blot otte minutter senere udnyttede Kane et forsvarskoks og udlignede usvigeligt sikkert, da han pludselig stod fuldstændig umarkeret i straffesparksfeltet og den slags chancer skal man ikke give englænderen.
Men i en vanvittig første halvleg var Real Madrid ikke færdige med at vise tænder. Tre minutter før pausen så man Vinícius´ eneste gode aktion i kampen, da han driblede sig fri i forsvaret og sendte bolden ind foran mål til en fremstormende Mbappé, som sikrede pauseføringen på 2-3.
Bayern München skruede op for tempoet i anden halvleg og det blev sværere og sværere for Real Madrid at sætte modangreb ind, men Mbappé kom dog frem til et godt forsøg, som Manuel Neuer måtte finde en klasseredning frem for at klare.
Efter en times spil kom Camavinga på banen i stedet for Brahim og franskmanden vil desværre nok ikke glemme sin indsats i de 24 minutter, han var på banen. Franskmanden fik ikke fat i ret meget på midtbanen, men i det 78. minut fik han dog fat i Musiala, som han rev omkuld efter at have stået og snorksovet og ikke passet sine defensive opgaver. Forseelsen gav korrekt gult kort. Man skulle nu mene, at Camavinga ville tage sig i agt resten af kampen, men blot syv minutter senere var han igen impliceret i en hændelse, som gav frispark til tyskerne og her tog han bolden op og løb et par meter med den, hvilket udløste advarsel nr. 2 og dermed rødt kort.
Naturligvis en hård dom isoleret set, for Camavinga trak ikke tiden nævneværdigt og derfor var en advarsel en overreaktion, men man skal også lade være med at give dommeren muligheden for at give advarslen. I timerne efter kampen er der blevet spekuleret i, at dommer Vincic i situationen havde glemt, at han netop havde givet Camavinga et gult kort og at han havde undladt at give et nyt, hvis han lige havde haft det i erindring. Men det ændrer ikke på, at i hvert fald Camavinga ikke kan have glemt, at han rendte rundt med en advarsel og dermed ikke skulle lave en gentagelse af sidste års kamp mod Arsenal, hvor han på samme vis solgte sine holdkammerater.
Real Madrid havde på dette tidspunkt været hårdt presset og med en mand i undertal, faldt korthuset sammen til sidst, hvor først Luis Diáz udlignede på et skud, der blev afrettet af Militao og dermed snød Lunin i målet og i dommerens tillægstid må man bare tage hatten af og bukke for Olise, som en ellers fremragende Mendy havde haft godt styr på, tog et træk ind i banen og krøllede bolden op i fjerneste målhjørne til 4-3.
Sæsonen er dermed slut for Real Madrid og man skal nu i gang med et større genopbygningsarbejde, så man ikke næste år igen er ude af mesterskabskampen i starten af april og ikke kommer videre end til kvartfinalen i Champions League.
Kampens spiller: Arda Güler. Stor arbejdsindsats og to dejlige mål. Og så skal der også lyde en sjælden ros til Ferland Mendy. Man kan godt ærgre sig over, at han ikke kan holde skaderne fra livet, for defensivt er han brølstærk. Når han spiller.
Kampens badebold(e): Lunin. Som den første. Masser af gode redninger, men en målmand SKAL eje sit straffesparksfelt og han må ALDRIG lade Pavlovic heade i et tomt mål på selve målstregen efter et hjørnespark. Det er fuldkommen utilgiveligt. Camavinga er nr. 2. Fik – igen – ikke fat i noget og skal holde sig ude af risikoen for at blive smidt ud. Og så Vinícius……..Hvorfor bliver jeg egentlig ved med at forvente mere af ham, når jeg godt ved at han hellere vil gå og brokke sig over alt og alle end at spille fodbold, som han jo virkelig kan, når det virkelig slår ham.
