Estadio Bernabéu gør klar til tennisstjernerne før Mutua Madrid Open

Estadio Bernabéu er i gang med en noget usædvanlig forvandling. Kort efter Real Madrids kamp mod Deportivo Alavés tirsdag aften begyndte arbejdet med at anlægge en grusbane midt på stadion, hvor flere af verdens bedste tennisspillere skal træne under årets Madrid Open.

Madrid Open er en af de største turneringer på sæsonen, en såkaldt Masters 1000-turnering, som rangerer lige under de 4 Gran Slams - Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open. Den 22. dobbelte Gran Slam-vinder og kæmpestore Real Madrid-fan Rafael Nadal har tidligere vundet turneringen fem gange.

Fra torsdag får udvalgte spillere mulighed for at træne på den midlertidige bane inde på Bernabéu. Træningssessionerne bliver dog private og lukkede for publikum. Det er samtidig frivilligt for spillerne, om de vil benytte faciliteterne eller fortsætte deres normale forberedelser i Caja Mágica, hvor turneringen ellers afvikles.

Turneringsledelsen fortæller, at interessen blandt spillerne er stor. Mange ser det som en særlig oplevelse at kunne træne på et af verdens mest ikoniske stadions, få adgang til omklædningsrummene og opleve atmosfæren bag kulisserne på Bernabéu.

Den tidligere Wimbledon-vinder Garbiñe Muguruza, der er meddirektør for turneringen, forklarede, at flere spillere allerede har vist stor begejstring for idéen. Hun beskrev oplevelsen som noget, man ikke bare kan købe sig til. Samtidig har turneringsdirektør Feliciano López understreget, at der har været misforståelser omkring projektet. Han pointerede, at spillerne fortsat kan træne normalt i Caja Mágica, og at Bernabéu-løsningen blot er et ekstra tilbud for dem, der ønsker en anderledes oplevelse.

Desværre for arrangørerne og tennisfans generelt har den spanske verdensstjerne Carlos Alcaraz - som i øvrigt også er erklæret Madridista - meldt afbud inden turnering med en skade i håndleddet. Også Novak Djokovic - den mest vindende tennisspiller nogensinde og tredobbelt mester af turneringen i Madrid - glimrer ved sit fravær i en turnering, der generelt er ramt af flere tunge afbud.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...