Real Madrid arbejder med nye stadionplaner

Real Madrid og Florentino Pérez led et stort nederlag, da Højesteret besluttede at sætte en stopper for klubbens planer om at modernisere og ombygge Estadio Santiago Bernabéu.

Siden den afgørelse har man dog ikke siddet med hænderne i skødet og derfor er man nu klar til at fremlægge en revideret udgave af planerne over for Madrids bystyre, som man håber kan blive stemt igennem, så man kan komme i gang med moderniseringen.

I de første planer var det meningen, at Estadio Santiago Bernabéu skulle overdækkes og for at få lagt tag på, ville man inddrage arealet ud til Paseo de la Castellana for at forny facaden her og opføre hotel og indkøbscenter.

Planen er fortsat at overdække Estadio Santiago Bernabéu, men i den nye plan vil man kun inddrage 6.658 m2 af arealet ved Paseo de la Castellana til at lave ny facade, som også kan bære en overdækning. Hotel og Indkøbscenter vil man så i stedet opføre i det såkaldte Esquina del Bernabéu. Til gengæld bliver der ikke mulighed for at få den gigantiske 360 grader skærm hængende over banen, ligesom der ikke bliver mulighed for at udvide stadion-kapaciteten.

Real Madrids ledelse er angiveligt i positive forhandlinger med det nye bystyre om planerne.

Seneste artikler...