Cristiano Ronaldo: Dette sker kun fordi jeg hedder Cristiano Ronaldo

Det var under gigantisk medie-bevågenhed, at Cristiano Ronaldo i dag mødte op i retten i Madrid for at afgive forklaring i den verserende skattesag, som nogen mener er langt mere alvorlig end den, som Lionel Messi blev kendt skyldig i tidligere på året.

 

Cristiano Ronaldo bedyrer dog fortsat sin uskyld og under dagens møde fik han da også fortalt dommeren, at han mener at der kun er kommet en sag ud af det, fordi han hedder Cristiano Ronaldo.

 

Men under retsmødet fik han også sagt følgende:

 

- De spanske skattemyndigheder kender mine indtægter i detaljer, for jeg har altid indberettet dem; jeg har aldrig skjult noget og jeg har heller ikke haft intention om at undgå at betale skat. Jeg laver altid mine indberetninger helt frivilligt, fordi jeg mener at vi alle bør betale skat i overensstemmelse med vores indtægter. Dem, der kender mig, ved at jeg altid beder mine rådgivere om at bringe alt frem i dagens lys og betale alle korrekt, fordi jeg ikke vil have problemer.

 

Cristiano Ronaldo er anklaget for at have skabt et offshore-selskab, som i perioden fra 2011 til 2014 har snydt den spanske stat for 14,9 millioner €, men det afviste portugiseren:

 

- Da jeg skiftede til Real Madrid, skabte jeg ikke et specielt selskab for at styre mine image-rettigheder, de blev derimod oprettet mens jeg var i England...De advokater, som jeg fik anbefalet af Manchester United, lavede det i 2004, længe før at jeg tænkte på at komme til Spanien. Strukturen var meget almindelig i England og blev godkendt af de engelske skattemyndigheder.

 

Efter retsmødet havde de opstillede journalister uden for retsbygningen forventet, at Cristiano Ronaldo ville møde frem for at oplæse en erklæring, men de blev slemt skuffede da en Gestifute-ansat i stedet stillede sig op og gentog overbevisningen om Cristiano Ronaldos uskyld og samtidig proklamerede, at portugiseren ikke vil tale mere om den sag, før de spanske skattemyndigheder har afsagt dom og man forventer fortsat en fuldkommen frifindelse.

Seneste artikler...