Federico Valverdes perfekte landskampsdebut
Det er med at huske navnet; Federico Valverde sørgede i sin landskampsdebut i hvert fald for at gøre opmærksom på sine fodboldmæssige kvaliteter.
Real Madrids uruguayanske stjernefrø, der i denne sæson er udlånt til Deportivo la Coruña for at høste førsteholdserfaring, kunne ikke have skrevet sin landsholdsdebut bedre selv.
Valverde debuterede, Valverde scorede og Valverde blev af FIFA kåret til kampens bedste spiller. Ja, det var alle gode gange tre for Uruguays nye guldfugl, da La Celeste natten til tirsdag vandt 2-1 ude over Paraguay og dermed spillede sig en my tættere på VM-slutrunden i Rusland 2018.
Midtbanespilleren scorede til 1-0 på et langskud et par meter uden for feltet i det 75. min., der bragte Uruguay på sejrskurs, og efterfølgende var Luis Suarez blandt andet ude med rosende ord på de sociale medier til sin nye landsholdskammerat, hvor han på twitter lykønskede Valverde med sin fremragende debut.
