Marca: Gremio har tilbudt Arthur til Real Madrid
I morgen mødes Gremio og Real Madrid i VM-finalen for klubhold og for brasilianerne bliver det uden det 21-årige stortalent, Arthur, som er ude af spillet med en skade.
Men offensiv-spilleren kan alligevel komme til at stifte bekendtskab med Real Madrid i en nær fremtid, for ifølge Marca har Gremio tilbudt ham til den spanske hovedstads-klub efter Barcelonas skandaløse optræden i forhandlingerne omkring spilleren.
Den catalanske klub har i de senere år ageret som en hund i et spil kegler, når det kommer til forhandlinger om spillere og i forbindelse med Barcelonas forhandlinger i Brasilien, som sportsdirektør Robert Fernández personligt tog sig af, havde man den uhørte frækhed at lade Arthur fotografere iført en Barcelona-trøje sammen med Robert Fernández, selv om der slet ikke er enighed mellem parterne.
Sagen har naturligvis vakt dyb forundren i Brasilien og stor vrede i Gremio og derfor skal man nu have tilbudt spilleren til Real Madrid for frikøbs-klausulen på 50 millioner € og i den spanske storklub er man som udgangspunkt ikke uinteresserede i spilleren, som betragtes som et af de helt store talenter i brasiliansk fodbold.
Kilder tæt på spilleren forsikrer, at han ikke har lovet sig væk til Barcelona og derfor kan et skifte til den spanske hovedstad fortsat komme på tale.
