VM-trofæet vises frem før El Clásico-start
Der bliver som bekendt ikke nogen Pasillo, når Real Madrid og Barcelona på lørdag tørner sammen i El Clásico, men VM-titlen bliver alligevel fejret på Estadio Santiago Bernabéu.
Forud for opgøret vil Real Madrid nemlig fremvise VM-trofæet for de fremmødte tilhængere, akkurat som man gjorde det den 10. januar 2015, hvor Iker Casillas stod i spidsen for fremvisningen.
På lørdag bliver det Sergio Ramos, som skal fremvise trofæet og det møder lidt kritik hos nogle Real Madrid-fans, at spillernes koncentration risikerer at blive ødelagt op til så vigtig en kamp. Ikke desto mindre er det kotyme, at Real Madrid fremviser pokaler, såvel klubmæssige som spiller-hæder, for publikum og man gjorde det da også så sent som i sidste hjemmekamp, hvor Cristiano Ronaldo viste sin Guldbold frem. Ved den lejlighed vandt Real Madrid 5-0 over Sevilla.
