Asensio: Jeg har aldrig tænkt på at forlade Real Madrid
Marco Asensio pryder coveret af Club del Deportista, som havde fornøjelsen af et lille interview med det spanske giga-talent.
Der går nærmest ikke én dag uden et nyt rygte om Marco Asensios fremtid rammer den internationale sportspresse, der har travlt med at bevise, at verdens bedste u/21-spiller angiveligt skulle være utilfreds med tilværelsen i den spanske hovedstad i mangel på regelmæssig spilletid, men Asensio maner til besindighed:
- Det er svært for træneren at vælge, hvem der skal spille, når truppen har så meget kvalitet, men han (Zidane, red.) ved, at han kan regne med mig, og jeg føler også, at han har stor tiltro til mig, siger Real Madrids nummer 20 til Club del Deportista og forsikrer endvidere om, at tanken om at forlade verdens mægtigste klub aldrig har strejfet ham:
- Jeg arbejder stenhårdt hver dag for at spille flere minutter, men jeg er bevidst om, hvor jeg er. Jeg spiller for verdens bedste hold og jeg er glad i Real Madrid, hvorfor tanken om at forlade klubben aldrig har strejfet mig.
Marco Asensio er klar over, at man ikke kommer sovende til minutterne i Real Madrid, ligesom han er bevidst om, at der stadig er plads til forbedringer, selvom spanierens første tid i Kongeklubben er gået over al forventning:
- Jeg er, hvor jeg ønsker at være, og jeg er nødt til at blive ved med at arbejde hårdt på træningsbanen for at udvikle mig som fodboldspiller og nå mit fulde potentiale. Jeg er meget glad for, hvordan tingene er gået ind til videre, da jeg har oplevet nogle helt fantastiske øjeblikke, men jeg har også taget ved lære af de svære tider. Jeg har intet at klage over, siger Asensio.
Det indholdsrige interview med Club del Deportista rundede også de store forventninger, der er skabt omkring Asensios navn, hvor selveste Ronaldo også har været ude og sige, at spanieren meget vel kunne være arvtageren til portugiserens trone i Real Madrid:
Cristiano er Cristiano (der er ingen som ham, red.), svarer Asensio ganske kort.
Asensio og Real Madrid står over for efterårets vigtigste opgør, når Barcelona til middag gæster Santiago Bernabéu, hvor et nederlag kan resultere i et endeligt farvel til drømmen om seks titler i indeværende sæson.
