Isco/Asensio - en farlig duo
Mens der fortsat spekuleres i januar-indkøb fra Real Madrids side, bør Zinedine Zidane måske overveje sine muligheder i truppen en ekstra gang.
Her løber Isco og Marco Asensio rundt og tilsammen udgør de en målfarlig duo. I hvert fald hvis man ser på de 13 kampe, som de har fået sammen fra start ud af 89 mulige. Af de 13 kampe har Real Madrid vundet de 11 og spillet to kampe uafgjort. Herudover er Marco Asensio noteret for 7 mål, mens Isco har scoret 6 gange. Samtidig er holdets målscore på 45-16.
Begge spillere var udset til at få afgørende roller i denne sæson efter salgene af James og Álvaro Morata, men lige som resten af holdet har de ikke for alvor formået at leve op til forventningerne, men et nyt år giver forhåbentlig nye muligheder til de to elegante spillere.
