Real Madrid forbereder bud på Hazard
De nylige udtalelser fra Eden Hazards far om, at sønnike blot venter på Real Madrid, har fået transferrygterne til at spire i både London og Madrid. Angiveligt skulle Eden Hazard være så lun på Real Madrid, at det har sat en midlertidig stopper for konktraktfornyelsen med Chelsea, og i den forbindelse har Real Madrid sat gang i transfermaskineriet.
På Santiago Bernabéu er man angiveligt i gang med at forberede formaliteterne som skal lokke den belgiske stjerne væk fra Stamford Bridge, og her er Real Madrid klar til at smide 135 millioner euro på bordet.
I ledelsen, og især hos Zidane, skulle man have en svaghed for belgierens kvaliteter, hvorfor en mulig indlemmelse synes mere og mere mulig, især med henblik på den nuværende uro omkring Hazards kontraktforhandlinger med Chelsea.
Hans kontrakt løber frem til 2020 og London-klubben er klar til at gøre ham til den bedst betalte spiller i Premier League. Trods dette er Hazard tøvende, og med farens udtalelser in mente, er det ikke svært at forestille sig, at der i løbet af 2018 kan stå ’Hazard’ på bagsiden af den hvide trøje.
