Florentino Pérez jagter ny angrebs-trio
Mens mange storklubber har travlt med at investere stort i deres trupper, er der mere stille omkring Real Madrid, men skal man tro spanske Marca, så er det blot stilhed før stormen.
Efter en række år, hvor man har haft flere indtægter end udgifter ved køb og salg af spillere, overvejer Florentino Pérez nemlig at investere stort i truppen til sommer for at skabe nye impulser og det er ikke hvem som helst, der er i tankerne.
Allerøverst på listen står Neymar og han er tiltænkt en rolle som den nye Cristiano Ronaldo, hvilket nødvendigvis betyder at portugiseren står foran et exit i Real Madrid. Det bliver naturligvis en gigantisk opgave at overbevise Paris SG og Neymar om, at deres veje skal skilles efter blot et år, men i Real Madrid har man en tro på, at det kan lykkes.
Samtidig har man heller ikke opgivet at hente Eden Hazard til klubben, selv om han for nylig gav udtryk for, at han var tæt på at forlænge sin kontrakt med Chelsea, men kontakten mellem parterne skal være opretholdt og måske kan man overbevise belgieren om at søge nye udfordringer.
Men man søger også en ny 9er og her har rygterne tidligere gået på Harry Kane, men ifølge Marca vil Real Madrid forsøge at hente Robert Lewandowski i Bayern München. Real Madrid og Lewandowski har gennem flere sæsoner været kædet sammen, men det kræver at Bayern München er indstillet på at forhandle. Alternativt er Harry Kane og Mauro Icardi stadig muligheder i front.
Det kan altså blive et Real Madrid-hold med Neymar, Hazard og Lewandowski, som vores sæson-vinder af Ciffertips-konkurrencen skal ind og se i næste sæson og hvis det skal være dig, så skynd dig ind og deltag. Der er masser af lækre side-præmier til runde- og månedsvindere også.
