Real Madrid og Ronaldo nomineret til Laureus World Sports Awards 2018
Real Madrid og Ronaldo er begge nomineret til stor sportspris efter et forrygende fodboldår i 2017.
Når det årlige Laureus World Sports Awards anno 2018 løber af stablen d. 27. februar i Monaco, er det med Real Madrid og Cristiano Ronaldo blandt favoritterne til at vinde prisen i kategorierne årets hold og årets sportsnavn.
Real Madrid er selv sagt at finde i kategorien årets hold efter et forrygende år, hvor Kongeklubben har vundet hele fem titler; Champions League, La Liga, den europæiske Super Cup, den spanske Super Cup og VM for klubhold. Real Madrid møder hård konkurrence i denne kategori, hvor store hold som blandet andet NBA-holdet Golden State Warriors, Formel 1-holdet Mercedes-AMG Petronas NFL-holdet New England Patriots byder madrilenerne op til dans.
Ikke overraskende er Ronaldo at finde i kategorien årets sportsnavn efter et fremragende kollektivt som individuelt år for portugiseren. Verdensstjernen var da heller ikke sen til at værdsætte sine holdkammeraters indflydelse på sin Laureus-nominering:
- Det er en ære for mig at være nomineret til Laureus' årets sportsnavn 2017, hvilket kun kan tilskrives den store holdindsats i Real Madrid. Derfor vil jeg gerne takke alle mine holdkammerater og også medierne for at placere mig blandt kandidaterne til at vinde den meget specielle pris, skriver portugiseren på sin Twitter-profil.
Ronaldos konkurrenter til årets sportsnavn er de to tennis-spillere Rafa Nadal og Roger Federer, Formel 1-køreren Lewis Hamilton, cykelrytteren Chris Froome og atleten Mo Farah.
Hvis Ronaldo løber af sted med prisen som årets sportsnavn, bliver han den første fodboldspiller til at vinde denne siden prisens introduktion til sportens verden i 2000. Real Madrid har heller aldrig før vundet prisen som årets hold ved Laureus World Sports Awards.
