James begræder stadig sit Real-exit: Jeg udlevede min drøm
Mon ikke også Zidane - i bagklogskabens klare lys - begræder, at han lod colombianeren afhænde til Bayern München i sommers?
James Rodríguez fandt, hvad han søgte i Bayern München: Tillid og spilletid. Disse faktorer har da også resulteret i, at den tyske storklub råder over en colombiansk 10'er med spilleglæde ulig spillerens sidste tid i Real Madrid.
Colombianeren har, trods sin personlige succes i Bayern München, ikke glemt Real Madrid, der var offensivspillerens store drengedrøm:
- Det var trist og hårdt at forlade Real Madrid, da det var min drengedrøm at spille der. Men sådan er fodbold; det ene øjeblik er du, hvor du vil være, i det næste er du ikke, siger colombianeren i et interview med El Chiringuito.
Trods en hård tid under Zidanes vinger, hvor James åbenlyst ikke var blandt franskmandens favoritter, har colombianeren kun rosende ord til overs for sit store idol:
- Han er stadig mit idol. Han var en verdensklassespiller med store kvaliteter. Jeg ved ikke, om der var noget mellem os eller ej, men alle trænere har sine præferencer og dem respekterer jeg. Jeg vil ikke sige, at han var uretfærdig. Jeg spillede godt, da jeg kom til Real Madrid, men det nytter alligevel ikke noget at reflektere over nu.
James har i alt spillet 20 kampe for sin tyske arbejdsgiver i indeværende sæson, scoret tre mål og lavet fem assists.
