Real Madrid-trio viser støtte til Cristiano Ronaldo
Ifølge flere spanske medier har Sergio Ramos, Marcelo og Luka Modric holdt møde med Cristiano Ronaldo hos portugiseren.
Det var en rigtig familie-middag med respektive fruer/kærester og målet var angiveligt at berolige Cristiano Ronaldo i forhold til de mange rygter omkring hans fremtid i klubben, samt at vise optimal støtte i en tid, hvor ikke alting kører på skinner på banen for portugiseren.
I den seneste tid har der verseret flere rygter om, at Florentino Pérez har været interesseret i at afhænde Cristiano Ronaldo for at få plads til Neymar i truppen, men støtten til portugiseren er total fra alle i Real Madrid, hvad enten det gælder spillertrup, trænerstab eller den sportslige ledelse anført af Florentino Pérez og José Ángel Sánchez.
Real Madrid går ind i nogle afgørende måneder med Champions League på programmet og her er der brug for, at alle arbejder i samme retning og at der ikke opstår unødige rygter og intern splid i truppen.
