Zidane: Vores fremtid er på spil mod Paris SG
Det var en tydeligt skuffet Zinedine Zidane, som i går mødte spansk presse efter El Pepinazo – det pinlige nederlag til Leganés i Copa del Rey, som nu betyder, at Real Madrid kun kan få succes i Champions League.
Det var den franske træner naturligvis fuldt bevidst om og han gjorde også klart, at både spillernes og hans egen fremtid bliver afgjort i den turnering:
- Selvfølgelig er alt på spil i kampen mod Paris SG. Målene er ikke dem, som vi planlagde i starten af sæsonen. Nu har vi kun de kampe tilbage til at redde situationen. Vi skal forberede kampen til den 14. februar.
Zinedine Zidane påtog sig det fulde ansvar for nederlaget, som han ikke tøvede med at kalde en fiasko:
- Jeg er ikke skuffet over spillerne, jeg er skuffet over mig selv. Mine spillere forsøgte, de løb, nogle gange skidt, men skylden er min. Det er min værste aften. Vi kom hertil med en føring på 1-0 og så starter vi sådan…Jeg forstår ikke hvad der skete. Nu må vi se på, hvordan vi rejser os fra den situation. Det er en fiasko og det vedkender jeg, jeg er den ansvarlige. Jeg er meget skuffet. Det er et hårdt slag.
