Nacho - fra tredjevalg til forsvareren med mest spilletid
Da sæsonen startede var Nacho udset til at være tredjemand i det centrale forsvar efter Sergio Ramos og Raphaël Varane.
Halvvejs gennem sæsonen kan det imidlertid konstateres, at den spanieren er den forsvarsspiller, som har fået mest spilletid og det skyldes først og fremmest hans evne til at kunne dække flere pladser, samt det faktum at han stort set aldrig er skadet.
Foreløbig er det blevet til 2.347 spilleminutter for den spanske landsholdsforsvarer, mens Varane er noteret for 2063 minutter og Sergio Ramos har indtil nu spillet 2.021 minutter.
Real Madrids forsvar har gennem sæsonen været ramt af hele 12 skadesperioder. Ramos, Varane og Vallejo har alle været ude af spillet i tre perioder, mens Carvajal, Theo og Marcelo har været ude i hver en periode. I den tid har Nacho høstet masser af spilletid og han kan se frem til endnu mere spilletid i den kommende periode, hvor Ramos og Vallejo endnu vil være ude i nogle kampe, mens Carvajal afsoner karantæne i den første CL-kamp mod Paris SG og her er spanieren udset som afløser på højrebacken.
Nacho, som for øvrigt er diabetiker uden at det har nogen indvirkning på hans spil, siger om situationen:
- Jeg har haft det held ikke at være skadet. Jeg tror, at det er på grund af min levevis. Jeg passer på min krop og er en helt almindelig person.
Han har kontrakt til 2021 og i oktober måned kunne han fortælle, at betingelserne for en ny kontrakt med Real Madrid var på plads, men den er frtsat ikke offentliggjort, hvilket man ikke nødvendigvis skal lægge alverden i. Begge parter ønsker nemlig at fortsætte samarbejdet og om det siger Nacho:
- Jeg håber, at jeg kan afslutte karrieren i Real Madrid. Jeg vil give alt hvad jeg kan for denne trøje.
