Vilde billetpriser til Paris SG-kamp
Nedtællingen er begyndt. Om godt 14 dage mødes Real Madrid og Paris SG i det, der på mange måder er en Champions League-finale.
Begge klubber må betragtes som favoritter til det eftertragtede trofæ, men ingen af holdene kan på nogen måde tåle at ryge ud allerede i ottendedels-finalen og alt er således på spil i det store opgør.
Det kan mærkes på tilskuer-interessen. Det tog blot 37 minutter at få afsat de 85.000 billetter til opgøret og på diverse videresalgs-sider er interessen nu så voldsom, at priserne nogen steder ligger på 24.000 €. Ja, du læste rigtigt: Fireogtyvetusinde euro. Det er prisen på hjemmesiden Stubhub.
Real Madrid har naturligvis ingen interesse i, at billetterne bliver solgt til fuldstændig ukendte og derfor har man taget sine forholdsregler ved at skærpe reglerne over for egne medlemmer, som helt risikerer at miste deres rettigheder, hvis de gribes i på uretmæssig vis at sælge deres billetter videre uden om klubben.
