Det lavede de legendariske 7ere som 33-årig

Cristiano Ronaldo fylder i dag 33 år og det sker midt i hans livs krise, sådan rent sportsligt. Efter 9 år i Real Madrid, hvor han har formået at indskrive sig i historien som den mest scorende spiller, har han i denne sæson haft mere end svært ved at finde vej til netmaskerne og hidtil er det kun blevet til 6 mål i foreløbig 21 kampe.

Det ændrer dog ikke på, at portugiseren for længst har indskrevet sig som en af Real Madrids legendariske 7ere og spanske AS har for sjov lavet en liste, som viser hvad klubbens andre legendariske 7ere lavede, da de var 33 år:

Raúl:
- Som 33-årig forlod han klubben for at skifte til Schalke. Spanierens sidste sæson i Real Madrid blev indledt som fast mand, men han endte som indskifter under Pellegrini og da José Mourinho tog over, var det med et tilbud om at blive den gyldne indskifter og højrehånd for Mourinho, akkurat som Materazzi havde været det i Inter. Raúl var dog klog nok til selv at vælge sin fremtid og derfor var skiftet til tysk fodbold nærliggende. Raúl scorede sit sidste mål på La Romareda – stedet hvor han 16 år tidligere fik sin debut og han forlod klubben efter 741 kampe og 323 mål. Han nåede at vinde 6 spanske mesterskaber, 3 CL-titler, 2 Intercontinental, 1 europæisk Super Cup og 4 spanske Super Cup.

Butragueño:
- Blot et år før Cristiano Ronaldo kom til verden, fik Emilio Butragueño debut for Real Madrid og han lagde navn til det legendariske La Quinta del Buitre-mandskab, som hærgede spansk fodbold i slutningen af 1980erne med fem spanske mesterskaber i træk. Han debuterede med nr. 14 på ryggen, fordi hans idol var Johan Cruyff, men endte altså med trøje nr. 7. I sin sidste sæson i Real Madrid – som 32-årig – fik han kun 8 kampe og han endte med at blive piftet af på Estadio Santiago Bernabéu, hvor han gennem 12 år havde henrykket det kritiske publikum. Han skiftede til mexicanske Atlético Celaya efter at have vundet 6 spanske mesterskaber, 2 UEFA Cup-titler, 2 Copa del Rey, 4 spanske Super Cup og 1 Liga Cup. Det blev til 463 kampe og 171 mål.

Juanito:
- ”Jeg ønsker at spille i Málaga, som er klubben i min hjemstavn, men årene går…”. Sådan sagde Juanito til nogle venner i sommeren 1987 som 32-årig, hvor præsident Ramón Mendoza netop havde givet ham lov til at skifte på en fri transfer. Lige som mange andre idoler, måtte Juanito lide den tort at blive piftet af på Estadio Santiago Bernabéu og det fik hans holdkammerat, Míchel, til at konstatere: ”Jeg får det virkelig dårligt over at høre publikum pifte af Juanito, som er indædt Madridista. Nu resulterer det i, at han skifter til Málaga og når han vender tilbage til Estadio Santiago Bernabéu, vil man lave stående ovationer for ham. Juanito vendte i flere omgange tilbage til Estadio Santiago Bernabéu. Sidste gang var i 1992, hvor han efter at have overværet en UEFA Cup-kamp mod Torino, blev dræbt i en bilulykke på vej hjem til Mérida, hvor han på daværende tidspunkt var træner. I dag hyldes Juanito i det 7. minut med ”Illa, Illa, Illa, Juanito Maravilla”.

Amancio:
- Han var den første rigtige 7er og det er selv om han kun spillede få sæsoner med det nummer (han havde også trøje nr. 8). Han nåede at spille 344 kampe og score 197 mål. Det blev til 9 spanske mesterskaber, 3 Copa de España og så førte han Ye-Yé-holdet frem til Real Madrids 6. mesterholds-titel i 1966. Som 35-årig blev han ramt af en alvorlig skade, som betød at han to år senere var nødt til at indstille karrieren og han blev efterfølgende en del af trænerteamet i Real Madrid og nåede også at blive førsteholds-træner.

Seneste artikler...