Zidane vil have reaktion fra spillerne
Gang på gang har Zinedine Zidane stillet sig op foran spansk presse og forsvaret sine spillere, men nu søger han en reaktion fra spillerne, som viser at de også er klar til at forsvare ham.
Det kan kun ske via spillet på banen og derfor har de seneste dage været brugt til mange snakke på træningsbanen, for at få en større fightervilje ind i truppen, så man undgår situationer som i forgangne weekend, hvor man på grund af håbløs uopmærksomhed ikke fik alle tre points med hjem fra opgøret mod Levante.
Real Madrids sidste livline i forhold til denne sæson er Champions League, som genoptages på onsdag, men allerede i morgen mod Real Sociedad kan spillerne levere en overbevisende præstation, som genvinder noget af tilliden hos tilhængerne, som så småt er begyndt at vise deres utilfredshed med holdet.
