Real Madrid-spillerne appellerer til fansene
Flere Real Madrid-spillere har været ved tasterne på de sociale medier for at appellere til fansenes fulde opbakning mod PSG.
Champions League er Real Madrids turnering. Det er ikke et trofæ Kongeklubben har patent på, men det er et trofæ Sergio Ramos og co. i nyere tid - ej at forglemme Alfredo di Stéfano og Raúls forarbejde - har manifesteret som et synonym med Real Madrids logo.
Tre Champions League-titler på blot fire sæsoner har krævet blod, sved og tårer...... en masse held og talent. Real Madrid er også en institution, der ikke undervurderer fansenes betydning for de senere års store triumfer, hvor neutrale seere, Santiago Bernabéus publikum og hardcore fans bag TV-skærmene har været vidne til nogle uforglemmelige Champions League-aftener på Real Madrids legendariske græstæppe - en såkaldt Noche Inolvidable.
Derfor er flere Real Madrid-spillere også ude at appellere til fansene, særligt dem på lægterne. Sergio Ramos smed eksempelvis denne opdatering op på Facebook for nogle dage siden:
Siden da har spillere som Marco Asensio ("Sammen er vi stærkere"), Casemiro ("Jeres opbakning er yderst vigtig for os og sammen vil vi fortsætte med at skrive historie"), Mateo Kovacic ("Bernabéu vil vise os vejen mod den 13. Champions League-titel"), Keylor Navas ("Vi vil kæmpe til det sidste for vores fans og dette logo") og Gareth Bale ("Vi ser frem til at se jer på onsdag og forhåbentlig kan vi skrive historie sammen på ny") også været ude og ytre sig på de sociale medier.
Der kommer helt sikkert mere at dette frem mod kampen mod PSG i morgen. El Capitán har i dag eksempelvis været flittig til at opdatere sin Facebook-profil med nostalgiske godter.
