Oversigt over Neymars ankelskade
I aftes var Unai Emerys tropper i aktion mod Marseille på hjemmebanen Parc de Princes. Vanen tro var det stjernespækkede mandskab fra Paris dygtigere end sine landsmænd, men det var ikke resultatet, der trak de største overskrifter. Med omtrent ti minutter igen måtte verdens dyreste fodboldspiller, Neymar, nemlig lade sig udskifte efter et grimt solouheld. Efter en nærkamp med Marseillespilleren Bouna Sarr måtte en grædefærdig Neymar bæres ud på en båre.
Det var blandede bolsjer, der kom ud af PSG-lejren efter uheldet i går aftes, kun 9 dage før returopgøret. Emery udtalte efterfølgende: “Hvis I lige nu beder mig komme med en melding, vil jeg sige, at han spiller returkampen mod Real Madrid”. Anderledes pessimistisk var holdkaptajnen og Neymars landsmand, Thiago Silva, som udtalte at Neymar’s ankel “var enormt hævet i omklædningsrummet” og at han “nok ikke spiller onsdagens cup-kamp” mod selvsamme Marseille-mandskab.
De første meldinger dagen derpå fortæller, at der ikke har været brud på anklen. Det bliver nu spændende at se om den driblestærke brasilianer når at komme sig i tide til opgøret tirsdag d.6 marts.
