Presset Paris tager alle midler i brug

Paris SG har ryggen mod muren inden aftenens returkamp mod Real Madrid i Champions League og det mærker man tydeligt hos de franske mestre.

Kampen i Madrid var ikke mere end lige fløjtet af, før trænere, spillere og ledelse højlydt brokkede sig over dommer Rocchi, som man sammenlignede med dommer Aytekin, der dømte franskmændenes CL-exit sidste år mod Barcelona.

Og kritikken er fortsat hele veje frem til aftenens kamp, mest markant af Paris SGs sportsdirektør, som kaldte det en fornærmelse mod Paris og det franske folk.

Men det stopper ikke her. Paris SG har tilsyneladende tænkt sig at sætte alle sejl til og man skyr ingen midler for at skabe en ophedet stemning op til kampen. Således har man officielt allieret sig med klubbens Ultras-fraktion, hvilket er bemærkelsesværdigt i en tid, hvor stort set samtlige andre europæiske klubber forsøger at lægge afstand til de oftest voldelige Ultras, men i Paris SG har man inviteret dem til at snakke med spillerne, ligesom de deltager i en officiel video som optakt til kampen med et klart budskab om, at Paris skal brænde.

Og Paris brændte en smule i nat. I hvert fald foran Real Madrids hotel, hvor hundredevis af Paris-tilhængere havde taget opstilling og råbte slagsange og fyrede kanonslag og andet fyrværkeri af.

Opførslen har ført til indignation hos Real Madrids ledelse, hvor Zinedine Zidane på gårsdagens pressemøde manede til besindighed og slog fast, at man ikke skulle lade sig gå på af andres forsøg på at påvirke kampens afvikling i aften, men udelukkende fokusere på egne kvaliteter.

Seneste artikler...