Benzema runder skarpt Champions League-hjørne

Benzema krydrer forhåbentlig sit store jubilæum med en fremragende kamp. 

Real Madrids franske angriber, Karim Benzema, runder i aftenens kamp mod PSG et skarpt hjørne i Champions League-regi. Således spiller franskmanden sin Champions League-kamp nummer 100 i karrieren, når Real Madrid skal forsvare sit fornemme udgangspunkt fra første opgør i Madrid. 

Benzema debuterede i Champions League for Lyon mod Rosenborg tilbage i 2005, hvor franskmanden også fik netmaskerne til at blafre på Stade de Gerland - Espen Johnsen vogtede i øvrigt målet for nordmændene. 

Den franske 9'er scorede sidenhen 12 mål i 19 kampe for sin barndomsklub, inden han i 2009 skiftede til Real Madrid, for hvem franskmanden - ind til i aften - har spillet 80 kampe for Champions League, scoret 41 mål og lagt op til 22 scoringer.

Foruden ovenstående flotte tal ligger Benzema pt. nummer fem på Champions Leagues all-time topscorerliste med sine i alt 53 mål. Han er kun tre mål fra at udligne Ruud van Nistelreooys måltotal i turneringen og 18 mål fra at hente Real Madrid-legenden, Raúl.  

Seneste artikler...