Real Madrid-fans: Neymar - Nej tak.

Paris SGs Champions League-exit til Real Madrid har fået spansk presse til at spekulere i, om brasilianske Neymar kan være på vej til Spaniens hovedstad for at øge sine chancer for Champions League-titler og Guldbolde.

Interessen fra Real Madrid menes at være klart til stede, men spørger man klubbens fans er stemningen mere lunken. Spanske AS har direkte spurgt sine læsere, om de ville købe Neymar til Real Madrid og her svarer næsten 60% af de mere end 95.000 adspurgte, at de ikke ønsker at se brasilianeren i klubben.

Ingen af dem betvivler sandsynligvis hans fodboldmæssige kvaliteter, men til gengæld frygter man for hans ind i mellem egocentrerede holdning i almindelighed og hans fuldkommen utålelige far og agent i særdeleshed.

En af Real Madrids tidligere legender, José Antonio Camacho, er dog ikke så nervøs og mener, at man bør købe ham, hvis muligheden opstår. Han siger til Cadena SER:

- Jeg mener, at Real Madrid bør købe de bedste og til dem hører Neymar. Hvis jeg kunne, ville jeg købe ham. Man skal have dem, som kan kæmpe med om Guldbolden.

Netop Guldbolden er en af de ting, som Florentino Pérez kan forsøge at lokke Neymar med. Ved den seneste uddeling af trofæet, som Cristiano Ronaldo fortjent vandt, gjorde Real Madrid-præsidenten tilnærmelser til brasilianeren ved at slå fast, at Real Madrid tilbyder det, som de største spillere eftersøger, nemlig at kæmpe med om Guldbolden.

Seneste artikler...