Lewandowski har bedt Bayern om lov til forhandling
Karl-Heinz Rummenigge er klar til at vædde hvad som helst på, at Robert Lewandowski også er at finde i Bayern München i den kommende sæson. Det fortalte han forleden i tysk presse.
Men måske gjorde han regning uden vært, for ifølge spanske AS har den polske angriber bedt om, at man i det mindste lytter på tilbud fra andre klubber og dermed sætter gang i en egentlig forhandling, som skal bringe ham væk fra de forsvarende – og kommende – tyske mestre.
Real Madrids interesse menes at være oprigtig, men man ønsker heller ikke at ødelægge det gode forhold mellem klubberne og derfor vil man gå den mindst konfliktfyldte vej for at få en aftale i stand med Bayern München om den snart 30-årige angriber.
Og den tyske storklub menes da også allerede nu at søge efter afløsere og blandt nye navne meldes Paris SGs Edinson Cavani, mens også Leipzigs Timo Werner står højt på listen. Men også Álvaro Morata har været bragt i spil, selv om det nok er usandsynligt på nuværende tidspunkt.
Robert Lewandowski har for nylig skiftet agent og fået den israelske forretningsmand, Pini Zahavi, som menes at være manden, som skal bringe den polske angriber til den spanske hovedstad.
