Zidane: Isco er vigtig for holdet



Zidane mødte fredag pressen forud for lørdagens udekamp mod Las Palmas. Her var den franske mestertræner naturligvis nødt til at forholde sig til Iscos situation i klubben, efter at den spanske tekniker har udtalt, at han ikke føler, at han får den samme tillid hos Real Madrid, som han får på det spanske landshold.

”Jeg er ikke unfair over for Isco. Han er glad. Han har muligvis ikke den samme rolle her, som på landsholdet, men jeg har vist ham, at han er en meget vigtig spiller for holdet. Jeg er glad for den flotte kamp, han spillede mod Argentina,” fortæller Zidane.

Både Isco og Ramos fik spilletid i begge kampe for landsholdet, og er derfor ikke udtaget til lørdagens kamp, for at være klar til den vigtige kamp mod Juventus.

”Isco og Ramos har nogle småproblemer og vil derfor ikke rejse med. Jeg vil se på resten af truppen i morgen. Dem som rejser med, vil være klar,” siger Zidane.

Zidane blev også spurgt ind til Manchester Citys interesse i Isco.

”Hvad jeg altid siger om Isco er, at han altid giver sig til fuldt ud. Problemet er ikke Isco. Problemet er, at jeg har 25 spillere i truppen, og kun 11 kan spille fra start. Jeg er meget tilfreds med Isco. Jeg forsøger altid at gøre, hvad der er bedst for holdet og bedst for den enkelte spiller.”

”Isco er i Madrid, og her vil han blive. Der er ikke noget at diskutere. Isco er en spiller, som jeg godt kan lide. Det han gør, gør han godt,” forklarer Zidane.

Cheftræneren blev også spurgt ind til sin fremtid i klubben. Om den kunne franskmanden fortælle:

”Ja, jeg kunne godt tænke mig at fortsætte i Madrid. Men I ved hvordan fodbold er. Det er ikke tidspunktet til at tale om det nu. Vi er nødt til at fokusere på fodbolden, hvor vi har gjort det godt på det seneste. Kampen i morgen bliver meget vanskelig.”

”Jeg håber at kunne fortsætte så længe som muligt. Men jeg har sagt det mange gange: Problemet er, at i Madrid, afhænger alt af dine resultater.”

”Jeg har været i klubben i 18 år, og jeg ved hvor Real Madrid fungerer. Jeg er tilfreds med mit arbejde, og vil virkelig gerne fortsætte,” afslutter Zidane.

 

Seneste artikler...