Valdano: Jeg ville købe en Asensio-trøje
Hvis Real Madrid-legenden, Jorge Valdano, skulle købe en fodboldtrøje, ville det være med Asensio bagpå. Det fortæller han til Marca, hvor han også kom ind på det forestående brag mod Juventus på tirsdag.
”Bale spillede godt mod Las Palmas, men jeg tror ikke han spiller mod Juventus. Jeg tror at Zidane vil vælge Asensio, for at opnå den bedste balance på holdet. Det vil heller ikke overraske mig, hvis Isco spiller,” fortæller Valdano.
”Hvis en ven skulle købe en Real Madrid-trøje til mig, ville jeg bede ham om at få Asensio på ryggen. Han er en spiller der har noget specielt. Han er en spiller, som formår at gøre det lette og det svære. Det eneste han mangler, er at blive mere involveret i spillet. Det er hans eget ansvar, men også holdet, som skal se efter ham på banen, selv når han er dækket.”
Argentineren kom også ind på BBC-trioen:
”Min fornemmelse siger mig, at BBC er færdige. Zidane er gået væk fra 4-3-3-opstillingen, for at opnå en større balance på holdet.”
