Ronaldo: Tak til Juventus’ fans


Ronaldo takker Juventus-fansene efter deres flotte gestus. Foto: Marca.com

Cristiano Ronaldo var dagens store helt hos Real Madrid, da han med to mål og en assists var manden bag 0-3-sejren over Juventus. Særligt Ronaldos andet mål fik stadion og hele verden til at måbe. UEFA fangede manden alle taler om til et interview efter kampen.

”Det var et rigtig godt mål. Et fantastisk mål. Hvad kan jeg sige? Jeg havde ikke forventet at score sådan et mål, men lad os tale om selve kampen. Det var en fantastisk kamp, hvor vi scorede tre mål mod Juventus – et godt hold.”

”Vi spillede godt, og jeg er naturligvis glad. Jeg hjalp holdet, jeg scorede to mål og det var en rigtig god aften.”

Efter Ronaldo på flotteste vis saksesparkede Carvajals indlæg ind bag Buffon, rejste Juventus-tilhængerne sig og klappede ad det de lige havde været vidner til. Noget Ronaldo var utrolig taknemlig for.

”Det var et utroligt øjeblik. Jeg vil gerne sige tak til alle Juventus fans. De gjorde noget fantastisk, som jeg aldrig har prøvet før i min karriere.”

Spurgt ind til Real Madrids chancer for at vinde turneringen for tredje gang i træk svarede verdens bedste fodboldspiller:

”Det her er vores turnering. Jeg elsker at spille i Champions League. Vi har fået et godt resultat, men vi skal være forsigtige i næste kamp.”

Næste kamp bliver spillet i Madrid næste onsdag.

 

Seneste artikler...