Paulo Futre: Figo ville slet ikke til Real Madrid

Op til weekendens El Derbi i den spanske hovedstad fortalte Atlético Madrid-legenden Paulo Futre i går, hvordan Luis Figo i 2000 skiftede til Real Madrid, selv om det som udgangspunkt ikke havde været hans ønske.

På daværende tidspunkt var Luis Figos kontraktforhandlinger med Barcelona strandet og i et forsøg på at få dem genoptaget valgte portugiserens repræsentant, Veiga, at lave en aftale med Florentino Pérez, som ville bringe Luis Figo til den spanske hovedstad, hvis Pérez vandt præsidentvalget i Real Madrid. Ved aftalens indgåelse troede Veiga ikke på, at Florentino Pérez ville vinde og det samme gjorde sig gældende for Paulo Futre, som også var involveret i aftalen, som ville koste Luis Figo 35 millioner € at bryde ud af.

Paulo Futre fortalte således i El Chiringuito i går aftes:

- I den sidste klausul var aftalen, at man var nødt til at betale 35 millioner € til Real Madrid. Det ville sige, at vi skulle betale alle sæsonkortene til Real Madrids tilhængere, hvis Figo ikke kom til Real Madrid. Hverken Veiga eller jeg, som også var involveret i dette, troede at Florentino ville vinde. Da han så vandt, begyndte Veiga at græde, mens jeg blev bekymret.

Futre fortæller videre:

- Det var enten Figo til Real Madrid eller at betale 35 millioner €. Han var nødt til at tage til Madrid og han var i Cerdeña og ville ikke afsted. Veiga og jeg tog fra Lissabon til Cerdeña. Figo og hans hustru var helt ødelagte. Han havde slået ud efter en fotograf, som ville tage et billede af hans barn. Der var ingen vej uden om for Figo. Han var fanget af klausulen. Man skulle have prøvet at være i hans sted. Han var en af de bedste spillere og en af de dårligst betalte, han havde fået et kanon-tilbud fra Real Madrid, som var 6 gange bedre…men når alt skal frem i lyset…så var det et retsligt spørgsmål, om Figo eller Veiga eller begge to skulle betale klausulen.

Paulo Futre slog endvidere fast, at Luis Figo begyndte at få dødstrusler mod sine børn tre dage før valget i Real Madrid og at han derfra begyndte at trække i land af frygt for konsekvenserne af sagen, som hurtigt voksede sig stor.

Luis Figo har efterfølgende udtrykt glæde over, at han kom til Real Madrid, hvor han da også nåede at vinde Champions League.

Se spansk TVs klip om Figo-skiftet her:

 

Seneste artikler...