Vinícius: Jeg skal spille for verdens bedste hold
Real Madrids udlejede stortalent, Vinícius Junior, fortæller til YouTube-kanalen, Segue o Baile, at han glæder sig til at spille for verdens bedste klub, og at det var to landsmænd, som overbeviste ham til skiftet.
”Casemiro og Marcelo hjalp mig meget med min beslutning. De sagde, at jeg var nødt til at spille for den bedste klub i verden. Nu skal jeg forlade Brasiliens bedste hold, for at spille for verdens bedste hold. Jeg ved stadig ikke, hvornår jeg skal til Madrid. Jeg venter bare på, at de giver mig et OK,” fortæller den unge brasilianer.
Den 17-årige Flamengo-spiller fortalte desuden, at han følger med i sin nye klubs kampe. Og ligesom hos resten af fodboldverdenen, var der et specielt mål der har gjort indtryk.
”Da jeg så Ronaldos mål mod Juventus, tænkte jeg: Jeg vil en dag få lov til, at spille med en af de bedste spillere nogensinde. Jeg forestillede mig, hvordan det vil være at fejre mål sammen med ham. Når jeg får hans selvtillid, vil jeg endda vise ham en dans.”
