Khedira: Undskyldninger og tårer hjælper ikke
De to tidligere Real Madrid-spillere, Higuaín og Khedira ærgrer sig. Foto: Marca.com
Den tidligere Real Madrid-spiller, Sami Khedira, er den seneste til at kommentere på den hæsblæsende kvartfinale-kamp mellem Real Madrid og Juventus. Juventus var tæt på at lave et uventet comeback, indtil et korrekt dømt straffespark slukkede italienernes drøm i det 93. minut. En hård måde at ryge ud på:
”Det hjælper ikke at græde og finde på undskyldninger. At spille som vi gjorde på Bernabéu og komme tilbage i kampen er stort set umuligt. Vi gjorde det i 90 minutter, men desværre var kampen lidt længere. Vi var meget utilfredse til sidst. Det var et hårdt slag.”
”Selve kampen var fantastisk. Ingen havde forventet hvad vi leverede, vi beviste, at vi er et af de bedste hold i Europa. Men det her er fodbold, vi må acceptere nederlaget og ønske Real Madrid tillykke. Vi er stolte af vores præstation.”
Khedira kommenterede også på straffesparket i slutningen, som flere Juventus-spillere var meget ophidsede over. Khedira medgiver, at straffesparket kan dømmes, men var sur over at dommeren tøvede 2-3 sekunder.
”Hvis du skal give et straffespark det sidste minut, skal du være 100 procent sikker. Jeg har set billederne 20 gange nu, og det ser ud til at han lige overvejer i 2-3 sekunder inden han fløjter. Så tydeligt var straffesparket heller ikke, og det var derfor vi var vrede.”
