Zidane: Jeg glæder mig på Iscos vegne

Zinedine Zidane var tilfreds med gårsdagens sejr, som samtidig var hans nr. 100 i spidsen for Real Madrid.

Efter kampen sagde han følgende om selve kampens forløb:

- I dag kan jeg være glad for veludført arbejde. Vi spillede en seriøs kamp med respekt for modstanderen. Det er ikke nemt at spille mod et hold, som er i Málagas situation. Jeg er glad for kampens forløb, for vi var ikke tilfredse med at tabe til Juventus. Det var vi nødt til at ændre på og det gjorde vi.

Zidane havde ladet flere spillere blive i den spanske hovedstad, heriblandt Bale. Om det sagde han:

- Nogen skulle blive hjemme og jeg tænker på, hvad vi har tilbage af sæsonen og i særdeleshed på semifinalen i Champions League. Det var vigtigt at ændre nogle ting og give pauser og det synes jeg, at vi løste godt. Alle kan ikke holde pauser på samme tid, det er ikke nemt, men jeg forsøger at gøre mit bedste. Vi mangler en kamp inden CL-semifinalen og vi må se, hvordan vi stiller op i den. Herefter har vi en uge til at slappe af og forberede os til den kamp. Vi er inde i en god periode, alle er klar og uden problemer, det er vigtigt at have alle klar og tilfredse.

Endelig blev Zidane også bedt om at kommentere på kampens store oplevelse, Isco:

- Han har altid været vigtig for mig, selv om alle har en mening om det. Han har fået mange flere minutter end sidste år. Jeg er glad for hans scoring, for det havde han brug for. Han er vigtig, selv om man nogle gange tænker, at jeg er af en anden mening. Dette er hans hjem og han spillede en stor kamp og det glæder mig på hans vegne. Og på holdets vegne. Málagas publikum er rigtig gode, Isco er herfra og de tog rigtig pænt imod ham. Det fortjener han, for han var vigtig for Málaga og nu er han det for Real Madrid.

Seneste artikler...