... men han har jo ikke tøj på!

(Madridista.dk mener)

 

Dansen om Real Madrids fremtidige trænersituation træder de mest fyrige trin længe set, og det er snarere faktum end spekulation, at Mourinho rejser fra Madrid i sommerpausen.

Og mens vi venter på en afklaring, så har den portugisiske træner nok så travlt med at fægte voldsomt i alle retninger, mens han i den anden hånd holder sin egen selv-formulerede afskeds-roman, der i den grad ikke skorter på den kæmpe liste af fantastiske triumfer, som José Mourinho har høstet i Madrid.

 

Eller hvad?

 

For jeg tillader mig faktisk at stille mig kritisk overfor José Mourinhos meritter i den spanske hovedstad. Frasorteret hovedrystende lavpunkter som øjeprik, selvpromovering, manglende glæde over scoringer, hetz mod egne spillere, og tilsvining af dommere og modstandere, så skal Mourinhos madrilenske eftermæle trods alt vurderes ud fra antallet af trofæer i den spanske hovedstadsklub. Og her har José Mourinho efter min bedste overbevisning fejlet grumt!

 

For selvom Mourinho har travlt med at fortælle historien om kejseren i al sin pragt, og pointere at tvivlerne ikke har forstand på den moderne fodboldverden, så er faktum trods alt, at triumferne i Madrid er udeblevet.

 

Jeg ved ikke med dig kære læser, men en spansk liga-titel, to andenpladser – den seneste direkte pinligt distanceret, en – måske to – Copa del Rey trofæer og en spansk Super Cup fordelt over tre år er mildest talt skuffende. Nok har José Mourinho samtidig ført Real Madrid til tre på hinanden følgende Champions League semifinaler, men tre gange naivitet har kostet en plads på fodboldverdenens mest forjættede hjemmebane, og ingen klub af Real Madrids størrelse samler på lige-ved-og-næsten pokaler.

 

Argumentet om, at Mourinho har gjort det af med Barcelona-komplekset vil ramme denne blog som en forhammer, men jeg ved bare ikke, hvor meget hold dette postulat har i virkeligheden. For det er tydeligt for alle, at det nuværende Barcelona koncept er på heftig deroute grundet mætte og aldrende spillere krydret med en mildest talt uduelig kombination af trænerteam og præsident. Og den kredit skal José Mourinho alligevel ikke have – jeg vil faktisk tværtimod tillade mig at argumentere for, at det er direkte svagt, at man så tidligt som tilfældet var i år tabte et spansk mesterskab på jorden, når modstanderen var et catalansk hold i ekstremt dårlige forfatning.

Det er der i virkeligheden meget lidt ’special one’ over.

 

Samtidig forbløffes jeg over, hvor lidt spillemæssig fornøjelse og fornyelse Mourinho har ført til torvs i Madrid. Holdets taktiske koncept er baseret på et dybt liggende forsvar, ekstremt veludviklede kontradyder, lange afleveringer slået fra den bagerste midtbanespiller og så naturligvis Cristiano Ronaldos nåde. Det er ved at være alt for let at læse for de fleste modstandere af bedre kvalitet.

 

For mig skal Real Madrids kampe være som ture i teatret; de gode skal naturligvis vinde til sidst, men jeg vil fandeme også underholdes undervejs! (Og sådan har jeg det selvsagt ikke i øjeblikket.)

 

Meget af diskussionen går i øjeblikket på, om og i så fald hvornår José Mourinho fratræder sin position og flytter til et land, hvor kærligheden virkelig blomster, men egentlig burde fokus ligge et helt andet sted: Florentino Pérez bør i den grad vise ’cojones’ og fyre Mourinho, så snart sæsonens sidste kamp er spillet!

Slet og ret for at underpræstere voldsomt i trænersædet i verdens mægtigste klub.

 

Det bør og kan ikke være anderledes.

 

Hala Madrid!