Spansk presse: Paris SG mistænker Neymar for at spekulere i exit

Rygtet om Neymar og Real Madrid vil ikke dø og i dag kan spansk presse melde om, at Paris SG er begyndt at vænne sig til tanken om, at man kun havde brasilianeren i en enkelt sæson.

Alt så ellers ud til at fungere mellem parterne, da Paris SG-ejer Al-Khelaifi kort efter Neymars operation besøgte ham i Brasilien og Far Neymar kunne bekendtgøre, at sønnike naturligvis havde både en nutid og en fremtid i Paris.

Siden skal der dog være gået lidt skår i glæden, da Neymar først kunne ses danse rundt på krykker og senest kunne man se ham have travlt med et spil poker hjemme i Brasilien, mens Paris SG sikrede sig mesterskabet med en udklassering af liga-rivalerne Monaco. Den kamp kørte i baggrunden på en bærbar PC.

Det er naturligvis alt sammen gisninger, som man ikke nødvendigvis skal lægge alverden i, men Neymar skal angiveligt være klar til endnu en sommer, hvor han bliver det absolutte hovednavn i transfer-rygterne og Real Madrid står da også klar i kulissen til at realisere en handel.

Men det står også klart, at Real Madrid bliver stående i kulissen, indtil Paris SG accepterer en forhandling om Neymar, for man ønsker på ingen måde at lægge sig ud med den franske klub og det kræver altså, at Neymar og hans far lægger et pres på Paris SG.

Her kan et godt argument være den manglende CL-succes i klubben, som endnu en gang faldt til jorden, da Real Madrid overbevisende slog dem ud i ottendedelsfinalen og Neymar er udmærket klar over, at hans eneste vej til at bryde Messis og Cristiano Ronaldos Guldbold-overherredømme er ved at få succes i Champions League.

 

Paris SG fastholder dog fortsat udadtil, at Neymar med sikkerhed er at finde i klubben i den kommende sæson også.

Seneste artikler...