James: Jeg vil ikke fejre en scoring
James Rodríguez vender i morgen tilbage til det stadion, som var hans hjem gennem tre sæsoner og det glæder den colombianske spiller sig til. Det fortalte han på dagens pressemøde:
- Det bliver smukt at vende tilbage til Estadio Santiago Bernabéu blot et år efter. Det var mit hjem og det er altid dejligt at komme tilbage. Det er en blanding af smukke følelser.
James er dog ikke kommet tilbage for at få hævn og et eventuelt mål vil heller ikke blive fejret:
- Jeg skal ikke bevise noget over for nogen. Jeg søger ikke at vise noget og heller ikke hævn, jeg vil simpelthen bare gerne i en ny CL-finale. Jeg vil ikke fejre et mål af den simple grund, at jeg altid blev behandlet godt her. Det var tre enestående år, hvor jeg opnåede mange titler og praktisk talt vandt alt. Det er et spørgsmål om respekt og jeg var glad her.
I forhold til morgendagens kamp, sagde James:
- Jeg mener ikke, at vi skal ændre så meget i forhold til den første kamp, for der spillede vi godt. Vi skal lave mål, for det var det, som manglede i første kamp. Jeg glæder mig til at træde ind på Estadio Santiago Bernabéu. Jeg har smukke tanker om tilhængerne. Jeg tror, at de vil tage imod mig på en ordentlig måde.
