Forfærdelig dommerpræstation i El Clásico


Hernández Hernández skal være glad for at La Liga er afgjort. For hvis Barcelona og Real Madrid spillede gårsdagens opgør om Liga-titlen, ville dommerens skandaløse præstation have været endnu mere forfærdelig. Den canariske dommer havde ikke sin dag, og fejldømte stort set alle de store kendelser. Barcelona bragte sig foran 2-1 efter at Suarez havde fældet Varane og Jordi Alba begik et straffespark på Marcelo ved stillingen 2-2.

Intensiteten i El Clásico begyndte efter Sergio Ramos og Suárez røg i totterne på hinanden i første halvleg. Minuttet efter jagtede Leo Messi Sergio Ramos og nedlagde ham, hvilket kostede den hidsige argentiner et gult kort. Gareth Bale ville også lege med og stemplede med høj fart Umtiti på læggen, en forseelse der sagtens kunne takseres til rødt. Bale slap uden et kort.

Jordi Alba havde også behov for at tage kvælertag på Marcelo, noget som dommeren ikke ønskede at blande sig i. Hernández Hernández mistede lidt efter lidt grebet om kampen, men formåede dog at udvise Sergi Roberto før pausen. Barcelona backen slog ud efter Marcelo, og måtte derfor tidligt i bad. Den beslutning var de catalanske spillere ikke enige i, og de omringede efterfølgende dommeren. Det fortsatte i spillertunnellen efter, at der var fløjtet til pause. ”Messi satte lidt pres på dommeren i spillertunnellen. Jeg ved ikke om der var kameraer til at se det. Jeg ved ikke, om det gjorde, at dommeren fløjtede anderledes efter pausen” udtalte Ramos.

I episoden hvor Barcelona scorede til 2-1, udtalte hovedpersonen, Luís Suárez, at: ”det var et lille frispark. Varane kontrollerede bolden og jeg fejede hans ben væk”. Gentagelserne på TV var ikke til at tage fejl af.

Efter kampen omfavnede spillerne dog hinanden, og blev enige om at dommerpræstationen havde været forfærdelig, uanset hvilket hold den havde favoriseret. Næste år bliver VAR-systemet introduceret i La Liga, og man kan blot håbe at det mindsker mængden af essentielle fejl.

Seneste artikler...