Bales markedsværdi falder - overhalet af Asensio og Isco
Bales markedsværdi er faldet rimelig markant siden waliserens drømmeskifte til Real Madrid i 2013.
Real Madrid lader til at være villige til at afhænde Kongeklubbens walisiske stjernespiller, Gareth Bale, i sommerens forestående transfervindue. Den lynhurtige waliser har da til tider også haft langt til spilletid i indeværende sæson, hvor rygterne i flere tempi i spanske presse har gået på, at Zidanes tålmodighed med Bale er ved at opbrugt.
Bales manglende spilletid kan dels tilskrives skader og dels bedre præsterende spillere i form af den spanske treenighed Isco, Asensio og Lucas Vázquez. Waliseren har spillet 2.243 minutters fodbold i sæsonen 2017/18 fordelt på hele 37 kampe, hvilket i hele kampe (90 minutter, red.) blot er 25 styks.
Dette, plus en masse middelmådighed fra Bales venstreskøjte i sæsonerne forud for denne, har imidlertid også medvirket til, at Bales markedsværdi er faldet siden waliserens drømmeskifte til den spanske hovedstad. Ifølge det pålidelige website transfermarkt.com er Bale således kun 70 millioner euro værd i dag mod de 101 millioner euro han blev handlet for tilbage i 2013.
Publikumsfavoritterne Asensio og Isco har endda overhalet Bale på Real Madrids interne liste ifølge transermarkt.com. Websitet vurderer således de to spaniere til at have en markedsværdi på 75 millioner euro. Waliseren er dog stadig i top fem, der bliver toppet af Ronaldo (markedsværdi på 120 millioner euro) og Kroos (markedsværdi på 80 millioner euro).
Dermed er der flere incitamenter for Real Madrid til at sælge Bale denne sommer. For ikke nok med, at waliseren døjer med skader og præsterer meget svingende på grønsværen, så er offensivspillerens værdi også dalende, hvorfor Kongeklubben kan være nødsaget til at sælge allerede nu for at indkassere lidt mønt for Bales kvaliteter - nogle af pengene skal nødvendigvis også bruges til at finansiere det eventuelle køb af Neymar.
Det er dog værd at huske på, at dagens marked er stukket helt af, hvorfor spillernes markedsværdi på transfermarkt.com ikke er lig med det eksempelvis Real Madrid kan indkassere for Bale, hvilket der var flere eksempler på i transfervinduet sommeren 2017.
