Keylor Navas: Jeg har det bedste forsvar i verden
Keylor Navas loverpriser sin firebackkæde, med hvem han for tredje gang kan vinde Champions League.
Real Madrids costaricanske målmand lovpriste i går sin firebackkæde, der i Champions League-finalen kommer til at bestå af Dani Carvajal, Sergio Ramos, Raphaël Varane og Marcelo:
- Jeg har det bedste forsvar i verden og jeg stoler på mine holdkammerater, siger målmanden ifølge den førende madrilenske sportsavis Marca.
Keylor Navas glæder sig meget til at stå i sin tredje Champions League-finale som Real Madrids sidsteskanse, og mener ydmyghed og respekt er hovedingredienser til at vinde titlen nok en gang:
- Det er dejligt at kunne spille sin tredje finale, og vi kommer til at gå ind til kampen med ydmyghed, da vi altid har respekt for vores modstander, også selvom vi bliver betragtet som forhåndsfavoritter til kampen, siger Navas, der også deler roser ud til Liverpools fronttrio:
- Det bliver en stor udfordring (at stå over dem, red.). De kan alle tre spille en afgørende rolle, men vi er forberedt på dem og ved udmærket godt, hvilket hold de er.
Champions League er noget helt specielt, hvilket Navas beskriver rigtig fint, når han skal sætte ord på, hvordan det er at træde ind på et fyldt stadion i en Champions League-finale:
- Når man ser alle tilhængerne på stadion, er det som om, at der bliver sprøjtet noget ind i blodårerne - man bliver utrolig motiveret, slutter Navas i sit interview med Marca.
