Madridista.dk varmer op til Champions League-finalen; Den vitale defensiv, del 2
Det er dette fine stykke sølvtøj Real Madrid skal forsøge at vinde for tredje år i streg.
Liverpools firebackkæde kommer til at bestå af – fra højre mod venstre – Trent Alexander-Arnold, Dejan Lovren, Virgil van Dijk og Andrew Robertson. Det er de fire, der har fundet den rette harmoni her i sæsonens sidste halvdel under Jürgen Klopp.
Zidane kommer heller ikke til at overraske med sin firebackkæde i Kiev. Således kommer Real Madrids firebackkæde til at bestå af Dani Carvajal, Raphaël Varane, Sergio Ramos og Marcelo, der hele sæsonen har været franskmandens foretrukne fire, når disse har været til rådighed.
Den blot 19-årige Trent Alexander-Arnold (TAA) har været lidt ude og inde af startopstillingen i Liverpool, men har endelig bidt sig fast i denne og spillet en glimrende sæson, hvilket da også er blevet honoreret med en plads i Gareth Southgates endelige engelske VM-trup. Den unge højreback har spillet 33 kampe på tværs af alle turneringer i indeværende sæson, hvoraf 19 af disse har været i Premier League og ni i Champions League. De resterende har været uinteressante Cup-kampe. TAA har endvidere givet flere prøver på sine fine offensive kvaliteter, der har resulteret i tre mål og tre assists denne sæson. I sine 2.370 spilleminutter sammenlagt i Premier League og Champions League snitter TAA 2,1 tacklinger pr. kamp, 1,8 interceptions pr. kamp, 2,3 clearinger pr. kamp og så begår han under et frispark pr. kamp med et snit på sølle 0,7. Endvidere snitter han 1,1 nøgleafleveringer pr. kamp med en hæderlig afleveringsprocent på lige i underkanten af 78% (1.404 aflevering i alt) over en gennemsnitlig afleveringslængde på 19,765 meter, og så er han ligeledes involveret i 0,9 driblinger pr. kamp, hvilket sammenlagt giver en indikation af en ung højreback med stort potentiale. Isoleret set på på TTA's ni Champions League-kampe bidrager han også til Liverpools farlige omstillingsspil med 6,7 bolderobringer pr. kamp.
På den anden banehalvdel kommer Dani Carvajal til at udfolde sig for Real Madrid. Spanieren er lige kommet tilbage fra en skade, som han pådrog sig mod Bayern München i den første af to semifinalekampe d. 25. april. Real Madrids spanske højreback har faktisk misset 13 kampe i indeværende sæson til skader. Carvajal har dog alligevel spillet hele 40 kampe på tværs af alle turneringer, hvoraf 25 har været i La Liga og syv i Champions League-regi. Som altid er spanieren at finde højt oppe i assist-hierarkiet i Real Madrid. I denne sæson er det blevet til syv styks, hvor tre af disse er faldet i Champions League. Carvajal har spillet 2.830 minutters fodbold sammenlagt i Champions League og La Liga og har i disse minutter snittet 2,5 tacklinger pr. kamp, 1,7 interceptions pr. kamp og 1,4 clearinger pr. kamp. Spanieren er kendt for sin lidt aggressive og emotionelle spillestil på backen, hvilket afspejler sig i, at han begår næsten to frispark pr. kamp (1,9 i snit pr. kamp), hvilket har resulteret i 17 gule kort og en direkte march ordre. TAA har til sammenligning kun samlet seks advarsler sammen i indeværende sæson. Den spanske højreback bidrager endvidere med 7,4 bolderobringer pr. kamp alene i Champions League. Offensivt er Carvajal blandt de allerbedste i verden. Han snitter i denne sæson 1,4 nøgleafleveringer pr. kamp med en afleveringsprocent på svimlende 86,8% (1.888 afleveringer i alt) over en gennemsnitlig afleveringslængde på 16,34 meter, og så foretager han sig ligeledes i snit 1,3 driblinger pr. kamp.
Real Madrid vinder også duellen på højrebacken, hvor Dani Carvajal bare er den bedre fodboldspiller. Man skal heller ikke kimse ad spanierens fordel med 15 landskampe og 41 Champions League-kampe, hvori han allerede har stået i tre finaler og trukket sig sejrrigt ud af dem alle sammen – erfaring er alfa omega i dette stadie af turneringen. TAA har omvendt sin landsholdsdebut til gode samt ni Champions League-kampe på CV’et, elleve hvis man medtager kampene i kvalifikationsrunderne.
Trent Alexander-Arnold – 3
Dani Carvajal – 4
Dejan Lovren er en af Liverpools mere erfarne spillere. Den 28-årige kroat har 37 landskampe og 38 Champions League-kampe på bagen, hvis man medregner kvalifikationsrunderne i det forjættede land. I indeværende sæson har Lovren spillet 42 kampe på tværs af alle turneringer, scoret to mål og assisteret ved en enkelt lejlighed. Han har endvidere raget seks gule kort til sig på 3.264 minutters fodbold, hvilket er iøjnefaldende lidt på et hold, der praktiserer så offensivt en omgang fodbold som Liverpool. En af Lovrens helt store spidskompetencer som midterforsvar er pasningsspillet, og han snitter da også en afleveringsprocent på 87,4% (2.361 afleveringer i alt) over en afleveringslængde på 21,055 meter. Defensivt bidrager han med 1 tackling pr. kamp, 1,4 interceptions pr. kamp, 5,1 clearinger pr. kamp og 0,5 blokeringer pr. kamp og 5,6 erobrede bolde i Champions League alene, ligesom han kun begår sølle 0,5 frispark pr. kamp og så vinder han 65,775% af sine dueller i luften. Den erfarne kroat er med andre ord en forsvarsspiller, der spiller med stor kløgt. Han har et højt topniveau, men bundniveauet kan være tilsvarende lavt.
Trods sine kun 25 år har Real Madrids franske centerforsvar, Raphaël Varane, allerede oparbejdet mere erfaring på højeste niveau end Dejan Lovren. Franskmanden har spillet 41 landskampe for Les Bleus og 61 Champions League-kampe for Real Madrid. I denne sæson har Varane været i ilden for Los Blancos 43 gange og har i sine 3.711 minutter på grønsværen på den offensive del af banen bidraget med to oplæg. Defensivt minder franskmanden meget om Liverpools Dejan Lovren. Således snitter franskmanden 1,1 tacklinger pr. kamp, 1,2 interceptions, ligesom han clearer 4,5 bolde pr. kamp, blokerer 0,6 skud pr. kamp og kun begår 0,6 frispark pr. kamp. Endvidere er Varane ligeledes rigtig dygtig med bolden på fødderne og slår såvel gode korte afleveringer som lange diagonale afleveringer. Han snitter en afleveringsprocent på flotte 90,6% (1.573 afleveringer i alt) over en afleveringslængde på 20,05 meter sammenlagt i Champions League og La Liga. I luftduellerne er Varane også rimelig habil - franskmanden vinder i snit 67,265% af disse og har i sine ti Champions League-kampe erobret 6,9 bolde i snit pr. kamp.
Den her duel er meget lige, men Varane er absolut den mere helstøbte forsvarsspiller qua sin hurtighed i løbeduellerne, som uden tvivl kommer Real Madrid til gode mod spillere som Salah og Mané i Champions League-finalen. Duellen ender alligevel i et remis, da Lovrens kompetencer på bolden er en anelse bedre end Varanes ditto.
Dejan Lovren – 4
Raphaël Varane – 4
Duellen mellem Sergio Ramos og Virgil van Dijk bliver den defensive nøgleduel. De er begge to de respektive holds forsvarsgeneraler. Sidstnævnte har virkelig taget Liverpool med storm efter han skiftede til klubben fra Southampton for 78,8 millioner euro i vinterens transfervindue. Van Dijk har spillet 35 kampe i indeværende sæson på tværs af alle turneringer (3.063 minutters fodbold), som fordeler sig på såvel Southampton som Liverpool, 5 af disse er i Champions League, og hollænderen har endvidere kun to gule kort på samvittigheden i sin første halvsæson i Liverpool. Det er også en herre med en vis portion erfaring, som Liverpool har fået fingrene i. Van Dijk har spillet 18 landskampe for det hollandske landshold, for hvem han i skrivende stund også bærer anførerbindet. I Champions League har hollænderen 24 kampe på samvittigheden. Virgil van Dijk har været under vejs længe og pt. er han blandt verdens bedste forsvarsspillere og det viser tallene også; han snitter 1 tackling pr. kamp, 1,8 interceptions pr. kamp, 6,3 clearinger pr. kamp, erobrer 8,4 bolde i snit pr. kamp i Champions League og så snitter han ligeledes 0,6 blokeringer pr. kamp på tværs af alle turneringer. Endvidere er han også nede på 0,6 frispark i snit pr. kamp og så vinder han næste 3 ud af 4 (72,775%) af sine luftdueller i englændernes midterforsvar. Ligesom sin makker i Liverpools forsvar er Virgil van Dijk også en dygtig fodboldspiller, hvilket en afleveringsprocent på 87% (1.486 afleveringer i alt) over en gennemsnitlig afleveringslængde på flotte 21,34 meter i Liverpool-trøjen i indeværende sæson ganske glimrende afspejler.
155 landskampe, 563 kampe for Real Madrid, hvoraf de 113 er spillet i Champions League og har kastet tre trofæer af sig. Ja, Sergio Ramos er en levende legende og bærer anførerbindet på såvel klub- som landsholdsplan. El Capitán har i indeværende sæson spillet 41 kampe, scoret fem mål og lagt op til en enkelt kasse i sine i alt 3.641 spilleminutter, og så har han også raget et tocifret antal advarsler til sig, hvor der har været et par røde kort i mellem, hvilket er karakteristisk for spanierens no-nonsense spillestil. Defensivt byder Ramos ind med 1,6 tacklinger pr. kamp, 1,8 interceptions pr. kamp, 3,5 clearinger pr. kamp og 0,7 blokeringer pr. kamp og lidt ulig de tre andre centrale forsvarsspillere, så snitter Real Madrids kaptajn hele 1,4 frispark i snit pr. kamp. Ramos’ pasningsspil, fysik i nærkampene, hvor spanieren eksempelvis vinder godkendte 63,2% af sine dueller i luftspillet og erobrer 8,6 bolde pr. kamp alene i Champions League, og generelle teknik på bolden er i en anden liga end sine kollegaers ditto og spanieren snitter da også en afleveringsprocent på hele 90,8% (2.183 afleveringer i alt) over en gennemsnitlig afleveringslængde på 20,065 meter i Champions League og La Liga - det er imponerende tal.
Der er få forsvarsspillere, der helt objektivt tåler sammenligning med Sergio Ramos og Liverpools hollandske midterforsvar er ikke en af dem, selvom han er dygtig. Ramos er ganske enkelt i en liga for sig og scorer således også topkarakter på femtrins-skalaen.
Sergio Ramos – 5
Virgil van Dijk – 4
Lig Trent Alexander-Arnold på højrebacken, så har Andrew Robertson på venstrebacken også været ude og inde af startopstillingen i Liverpool denne sæson, men han har altså til sidst overbevist Jürgen Klopp om sit værd. Den 24-årige skotte forventes derfor at nappe pladsen på venstrebacken i Champions League-finalen, selvom det kun er blevet til fem kampe hidtil i den fornemme klubturnering; de fem kampe er fordelt på én ottendedelsfinale, to kvartfinaler og to semifinaler, hvilket ligeledes er skottens eneste Champions League-kampe nogensinde. Robertson har klokket 29 kampe ind på CV’et i indeværende sæson, scoret en enkelt gang og lagt op til fem scoringer på 2.573 minutters fodbold. I sine optrædener i Champions League og Premier League snitter venstrebacken 1,4 tacklinger pr. kamp, 1,1 interceptions pr. kamp og hele 2,6 clearinger pr. kamp, hvilket er ganske habilt backspil - 6,2 bolde erobrer han ligeledes pr. kamp, hvis man kun kigger på Champions League. I den offensive del af spillet har Robertson en naturlig næse for nøgleafleveringer og snitter faktisk hele 1,1 pr. kamp, hvorfor han er en trussel man rent faktisk skal forholde sig til på den sidste tredjedel af banen. Endvidere snitter han 0,9 driblinger pr. kamp og rammer en afleveringsprocent på respektable 86,1% (1.587 i alt) over en gennemsnitlig afleveringslængde på 17,08 meter på tværs af de to store turneringer.
Marcelo kommer naturligvis til at indtage pladsen på venstrebacken for Real Madrid i Champions League-finalen i Kiev. 451 kampe for Real Madrid, 51 kampe for Brasilien og 88 kampe i Champions League – erfaring er der rigeligt af. Marcelo har i indeværende sæson spillet 43 for kampe, scoret fem mål og lagt op til sine holdkammerater ni gange på 3.581 minutters strålende fodbold. Og hvor brasilianeren tit og ofte bliver kritiseret for sit defensive spil, så snitter han trods alt 1,8 tacklinger pr. kamp, 1,1 interceptions pr. kamp, ligesom brasilianeren også clearer 0,7 bolde pr. kamp, hvilket er mere end godkendt for en spiller, der bredt går for at være kendt for sine offensive kvaliteter. Hvor Marcelo kommer en smule til kort er i det direkte duelspil, hvor brasilianeren kun erobrer 4,2 bolde pr. kamp i Champions League, hvilket kan vidne om en forsvarsspiller, der ikke investerer nok i alle sine defensive dueller. Offensivt er Marcelo dog bedre end de fleste – ja, nok bedre end alle andre. Således snitter brasilianeren 1,9 nøgleafleveringer pr. kamp og en afleveringsprocent på 84% pr. kamp (1.954 afleveringer i alt) over en gennemsnitlig afleveringslængde på 17,04 meter samt 1,1 driblinger pr. kamp, hvilket gør Marcelo til et dødbringende våben offensivt.
Marcelo er verdens bedste på sin position og her kommer Real Madrid til at have en klar fordel på banen, når brasilianeren kommer til at stå over for TAA i den anden ende. Endvidere vinder Real Madrids venstreback også duellen mod Andrew Robertson ganske klart. Robertson er dygtig og skal nok også komme frem til sit i Champions League-finalen, men der er bare langt op til selv Marcelos bundniveau.
Andrew Robertson – 3
Marcelo – 5
Kilder: transfermarkt.com, whoscored.com, squawka.com og uefa.com
