Sky Sport: Courtois til salg
Thibaut Courtois kan meget vel være tæt på sine dages ende på Stamford Bridge. Ifølge Sky Sports oplysninger er London-klubben kørt træt i forhandlingsarbejdet med en ny kontrakt, hvorfor man angiveligt er klar til at smide den belgiske keeper på markedet, og i stedet rette sigtet mod en kommende afløser.
Chelseas kedelige sæson har været alt andet end prangende, til stor frustration for Courtois. Som eneste plaster på en skuffende sæson, kunne man løfte FA Cuppen, men derudover har man måttet vinke farvel til europæisk succes i to omgange. Først da ’The Blues’, noget overraskende, blev ekspederet ud af Champions League i 1/8-finalerne, og efterfølgende endte på en femte plads i Premier League. Sæsonfiaskoen har angiveligt været en øjenåbner for keeperen, som skulle være klar til at se nye udfordringer i horisonten.
Ydermere skulle interessen fra klubber som Real Madrid og PSG være medvirkende til, at belgieren, hvis kontrakt udløber næste sommer, seriøst overvejer sin fremtid. I Chelsea er man klar over interessen, hvorfor man har besluttet at sætte keeperen til salg, og i stedet håber man at kunne lokke Alisson til fra Roma.
Real Madrid, der også har haft kikkerten rettet mod Rom og Allison, ser muligheden for at smide Navas ind i ligningen, om end Chelsea formentligt vil forlange meget mere end blot en én-til-én byttehandel, mellem vogterne i Madrid og London.
Madridista.dk kunne i vinter berette om kontraktmæssige uenigheder mellem Courtois og Chelsea, og netop de samme uenigheder lader til at have fortsat henover foråret, hvilket meget vel kan sætte Real Madrid i en fordelagtig position til at hente den 26-årige stjernekeeper.
